Rasler med sablen: Fagbosser klar med krav til dagpengesystem
Fagbevægelsen mener, at udviklingen af dagpengesystemet har undergravet sikkerhedsdelen af den danske flexicurity-model og kræver, at et nyt dagpengesystem giver sikkerhed til de løst ansatte.
Mens vi og arbejdsgiverne har gjort arbejdsmarkedet mere fleksibelt, har staten sådan set underløbet security-delen af den danske model. Det kan vi blive nødt til at tænke ind i overenskomsterne, siger Kim Simonsen til Ugebrevet A4.
Mens vi og arbejdsgiverne har gjort arbejdsmarkedet mere fleksibelt, har staten sådan set underløbet security-delen af den danske model. Det kan vi blive nødt til at tænke ind i overenskomsterne, siger Kim Simonsen til Ugebrevet A4. Foto: Simon Læssøe/arkiv/Scanpix


Nu er der gjort nok for fleksibiliteten. Hvis det fortsat skal give mening at tale om et dansk flexicurity-system på arbejdsmarkedet, skal sikkerheden for lønmodtagerne i stedet rettes op.

For den er blevet underløbet af udviklingen og reformivrige politikere. Det er holdningen i fagbevægelsen og ikke mindst i fagforbundet HK, skriver Ugebrevet A4.

I HK rasler formanden, Kim Simonsen, med sablen, før Dagpengekommissionen her i efteråret kommer med sit forslag til et nyt dagpengesystem.

- I Danmark har vi med rette været stolte af vores flexicurity-system, som på den ene side er baseret på en fleksibel arbejdsstyrke, som arbejdsgiverne let kan hyre og fyre. Det har de kunnet, fordi der på den anden side har været et forholdsvis rundhåndet dagpengesystem. Men mens vi og arbejdsgiverne har gjort arbejdsmarkedet mere fleksibelt, har staten sådan set underløbet security-delen af den danske model. Det kan vi blive nødt til at tænke ind i overenskomsterne, siger Kim Simonsen til Ugebrevet A4.

Tre skal blive ni

Får vi ikke et system, der langt bedre sikrer lønmodtagerne i forhold til et moderne arbejdsmarked, der er lysår fra det, der lå til grund for det nuværende system, vil HK-formanden ikke være så flink og imødekommende ved kommende overenskomstforhandlinger, truer han.

Så må han sikre medlemmernes indtægt gennem sikkerhed i ansættelsen. Og resultatet vil ikke være et arbejdsmarked, samfundet kan være tjent med. Det vil blive stivnet og fastlåst, mener Kim Simonsen.

Også FOA organiserer mange, som er ansat på atypiske vilkår. Her ønsker formand Dennis Kristensen et system, der ikke som nu straffer de atypisk ansatte, når de tager deltidsvikariater, fordi de mister dagpenge for flere timer, end de har arbejdet. Og et system, der gør det nemmere for dem at genoptjene deres ret til dagpenge.

- Jeg synes, man skal belønnes for at tage de kortvarige ansættelser og godskrives et pænt antal timer for hver udført arbejdstime i et vikariat. For eksempel ved, at tre arbejdstimer ganges op til ni timer på genoptjeningssaldoen, siger han til Ugebrevet A4.

Mere fleksibel model

FTF har sammen med LO fastslået ni principper for et nyt dagpengesystem. Af dem fremgår det blandt andet, at et nyt system skal være et forsikringssystem for alle lønmodtagere på tværs af forskellige ansættelsesforhold.

Det skal være nemmere at optjene og genoptjene dagpengeretten i et nyt dagpengesystem, og reglerne skal ændres, så ekstra arbejde altid forlænger retten til dagpenge i tilfælde af arbejdsløshed.

Det skal ifølge LO og FTF gøres mere attraktivt for lønmodtagerne at tage kortvarigt arbejde og deltidsansættelser, og reglerne skal være mere enkle og gennemskuelige, så de arbejdsløse kan forstå logikken og konsekvenserne af dem.

- Uanset hvad, skal vi have en mere fleksibel genoptjening. Vi har ikke diskuteret en konkret model, men det er den klare holdning hos LO, AC og FTF.  Så må det være op til politikerne, hvor meget de vil putte i den, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF og medlem af Dagpengekommissionen.

"Vær forsigtig"

For Erik E. Simonsen, underdirektør i DA, er det imidlertid afgørende, at der findes stramninger andre steder, hvis der skal være tale om mere lempelig optjening af dagpenge. Og han mener i øvrigt, at man skal passe på med at lempe for meget.

- I forhold til de atypisk ansatte er der nogle, der har en idé om, at man skal kunne arbejde på en vilkårlig måde og så få adgang til dagpengesystemet. Det skal man være forsigtig med. Vi skal holde fast i, at dagpenge er noget, der skal dække, når man ikke har noget arbejde. Ikke noget, der skal dække, når man ikke har nogen indkomst, siger han.

- For så handler det om, at der er grupper i samfundet, som producerer en vare, som markedet ikke er i stand til at betale for. Det er ikke og skal ikke være dagpengesystemets opgave at løse det problem, siger Erik E. Simonsen til Ugebrevet A4.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.