Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen drak i dag kaffe med op mod hundrede jordemødre på Christiansborg Slotsplads.
Men det var ikke for hyggens skyld jordmødrene havde inviteret på kaffe. Tværtimod var de kommet for at protestere over regeringens finanslovsforslag, som lægger op til at fjerne 75 millioner kroner øremærket til at forbedre forholdene på landets fødegange.
Det er et opråb, man skal tage alvorligt, siger Johanne Schmidt-Nielsen til Avisen.dk.
- Som en jordemoder sagde til mig, så kan minutter jo være afgørende, når det handler om fødsler, for eksempel i forhold til blødninger og iltmangel. Så det er både de fødende og børnenes sikkerhed, vi gambler med, siger hun og fortsætter:
- Når en faggruppe som jordemødrene råber op offentligt, så skal man være opmærksom. Det er et meget alvorligt billede af situationen på landets fødeafdelingerne, som jordmødrene tegner. De gør, hvad de kan, for at få de fødende til at føle sig trygge, selvom der reelt er meget kaos på fødegangene.
Nervøs hverdag
Derfor havde Johanne Schmidt-Nielsen sat kryds i kalenderen i dag, for at lytte til de frustrerede jordemødre, der havde stillet klipklapper og crocs frem på trappen foran Christiansborg, så andre kunne prøve at være i deres sko.
- jeg har talt med rigtig mange jordemødre, der beskriver en hverdag, hvor de er nervøse allerede når de møder ind på vagten for om det bliver endnu en dag, hvor det arbejde, de skal udføre faktisk ikke er forsvarligt, fordi der ikke er nok på arbejde til at være tilstede, når de fødende har behov for det, siger hun.
Underskriftsindsamling
Johanne Smidt Nielsen har af samme grund sat sin underskrift på en underskriftindsamling, der støtter jordemødrene i deres kamp for at beholde de øremærkede midler. På sin facebookprofil opfordrer hun alle andre til også at skrive under. Samtidig kalder hun det "uansvarligt og uanstændigt," at regeringen vil fjerne penge fra fødeafdelingerne.
- Der er fantastisk meget behov for at lægge pres på regeringen og dens parlamentariske grundlag. Ikke mindst Dansk Folkeparti, siger hun, og understreger, at indtil aftalen er indgået, er der mulighed for at påvirke den.
I sidste års finanslovsaftale under den tidligere regering blev der afsat 260 millioner kroner over fire år øremærket et løft af kvaliteten på landets fødeafdelinger. Men med det nuværende finanslovsforslag lægger Venstre altså op til at sløjfe de afsatte midler fra 2016.