Rasende russisk springstjerne vil bevise sin uskyld
Den russiske stangspringsstjerne Jelena Isinbajeva er vred over, at Rusland risikerer udelukkelse fra OL.
OL-ringe i den tidligere russiske OL-by Sotji. Fra mange sider er holdningen, at russiske atletikfolk skal holdes ude af OL.
OL-ringe i den tidligere russiske OL-by Sotji. Fra mange sider er holdningen, at russiske atletikfolk skal holdes ude af OL. Foto: Dmitry Lovetsky/AP


Ruslands udelukkelse fra alle atletikkonkurrencer og måske også fra næste års OL i Rio, vil gøre ondt på landets helt store medaljefavoritter.

Stangspringeren Jelena Isinbajeva er en af dem. Hun er rasende over udelukkelsen og frygter tilsyneladende alvorligt at misse OL.

- Hvorfor skal sådan nogen som jeg straffes for andre atleters fejltagelser, spurgte hun på et pressemøde i Moskva mandag.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Isinbajeva har sat 28 verdensrekorder i sin karriere. Hun har vundet OL-guld to gange og har også tre VM-titler. Nu er hun fast besluttet på at bevise, at hun ikke er dopet.

- Hvis nogen anklager mig for doping, trækker jeg dem i retten. Jeg vil gennemgå alle analyser og få alle advokater til at arbejde for mig, siger hun og nævner Dick Pound, den tidligere præsident for antidopingorganisationen Wada.

- Dick Pound siger, at jeg er offer for systemet. Men jeg er intet offer for systemet. Jeg står udenfor systemet, siger hun.

Som følge af klare indikationer på organiseret doping i russisk atletik, har Det Internationale Atletikforbund (IAAF) valgt at suspendere russerne fra alle internationale konkurrencer indtil videre.

Ved et møde i Los Angeles, USA, mellem de nationale antidopingorganisationer (Inado) fra verdens førende lande, besluttede man mandag at bakke op en udelukkelse af russisk atletik fra OL.

- Ruslands atletikforbund og dets atleter må udelukkes fra OL i 2016. Korruptionen i forbundet fortjener intet mindre end det.

- Forbundet har ikke vist, at det er i stand til at sende et "rent" hold til OL, siger David Kenworthy, der er formand i Inado og direktør i UK Anti Doping - Storbritanniens svar på Antidoping Danmark.

Wada holder møde i Colorado (USA) senere i denne uge.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.