JYSK-bossen Lars Larsen - kendt som Dyne-Larsen - er meget utilfreds med en række lokalpolitikerne i Nordjylland.
Årsagen er et stridspørgsmål i forhold til den internationale golfturneringen "Made in Denmark." Lars Larsen er bestyrelsesformand i selskabet bag turneringen, som de seneste to år er blevet afholdt i Gatten i Nordjylland. Det er også planen i år - hvis parterne ellers kan blive enige.
Det skriver Ekstra Bladet, som henviser til en optræden på TV 2 Nord, hvor Dyne-Larsen gav sin vrede frit løb.
- Hvis Region Nordjylland ikke vil være med i år, så bliver Made in Denmark flyttet i 2017. Om ikke andet så af den grund, at jeg ikke kan samarbejde med useriøse halv- eller hel-løgnere. For det er jo det, de er. Om vi så skal flytte turneringen helt til København, så gør vi det, sagde Lars Larsen ifølge Ekstra Bladet.
Ifølge den succesrige købmand har politikerne i Region Nordjylland lovet at støtte turneringen i de første tre leveår med 7,5 millioner kroner, men det afviser Region Nordjyllands formand, Ulla Astman (S), som over for kalder Lars Larsens markante udtalelse for "meget voldsom."
Regionens budget-beslutninger er nemlig kun kun et-årige, forklarer hun til Ekstra Bladet og tilføjer, at regionen i turneringens første to år har støttet med sammenlagt 15 mio. Men Regeringens omprioriteringsbidrag betyder, at man i år kun kan støtte med to mio. kroner.
Turneringens promotor Flemming Astrup har ingen kommentarer til Lars Larsens udtalelse, men siger, at planlægningen allerede er godt i gang. Og der er høje forventninger.
- Vi drømmer i år om at kunne tiltrække omkring 100.000 tilskuere. I den forbindelse har vi igangsat nogle musikalske festival-aktiviteter, siger han til Ekstra Bladet.