Rasende albanere vil have fodboldsejren
I Albanien kalder man Uefas sanktion i skandalekampen mellem Serbien og Albanien for "underlig" og "en parodi"
I Albanien kalder man Uefas sanktion i skandalekampen mellem Serbien og Albanien for "underlig" og "en parodi"
I Albanien kalder man Uefas sanktion i skandalekampen mellem Serbien og Albanien for "underlig" og "en parodi" Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


I Albanien er de langt fra imponerede over den beslutning, fodboldforbundet Uefa har taget i forhold til den skandaleramte fodboldkamp mellem Serbien og Albanien.

De raser ikke bare i fodboldforbundet. Helt oppe i den albanske regering har premierminister Edi Rama smækket med dørene over, at Serbien har fået tilkendt sejren i en kamp, som blev afbrudt på grund af optøjer ved stillingen 0-0 kort før pausen.

Uefa har givet Serbien sejren med 3-0, men har derefter frataget serberne tre point, så resultatet i princippet kun er blevet, at kampen har givet de to hold en målforskel på seks mål i Serbiens favør.

- I dag er retfærdigheden ikke blevet hørt i forhold til, hvad der skete på fodboldstadion i Beograd, siger Albaniens premierminister Edi Rama på sin Twitter-profil.

Premierministeren mener, at Albanien skal appellere dommen, og det har det albanske fodboldforbunds generalsekretær, Ilir Shulku, også uofficielt meddelt, at man vil gøre.

- Dommen er mærkelig og uacceptabel. Albaniens fodboldforbund vil appellere dommen, og forlange at få de tre point for en sejr, siger Ilir Shulku.

- Uefa-kommissionens beslutning er ikke retfærdig. De tre point tilhører Albanien, og Uefa har taget noget fra os, som vi fortjener at have, siger Albaniens italienske landstræner Gianni De Biasi ifølge nyhedsbureauet AFP.

Albaniens fodboldforbunds sekretær Artan Hajdari kalder dommen for både "underlig" og "en parodi." Han drager desuden racisme ind i diskussionen.

- Vi vil fortsætte med at kæmpe vores sag. Fordi spørgsmålet om racisme endnu ikke er blevet vendt i denne sag, siger han.

Ud over de sportslige sanktioner, har Uefa idømt de to nationer hver en bøde på 750.000 kroner, mens serberne også skal spille sine næste to hjemmekampe for lukkede døre.

Straks efter kampen kaldte Serbiens udenrigsminister situationen for et politisk stunt, da en drone med et såkaldt Storalbansk flag var fløjet ind over banen. Det var årsagen til hele balladen og optøjerne.

Nu meddeler serberne, at fodboldforbundets ledelse vil mødes fredag for at drøfte Uefas kendelse, og eventuelt en appel.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.