Ranieri i drømmeland: Vær søde ikke at vække os
Leicester-manager Claudio Ranieri vil ride videre på drømmen og skubber presset over på de rige konkurrenter.
Leicester-manager Claudio Ranieri mener fortsat, at det største pres ligger på forfølgerne i Premier League.
Leicester-manager Claudio Ranieri mener fortsat, at det største pres ligger på forfølgerne i Premier League. Foto: Jon Super/AP


Leicester City med Kasper Schmeichel i målet er i færd med at skrive et af de mest uforudsigelige eventyr i Premier Leagues historie.

Inden søndagens topkamp ude mod Arsenal fører Leicester Premier League med et forspring på fem point, og trods føringen er der ikke pres på det sensationelle tophold, mener holdets manager.

- Jeg mener, at presset er på de andre hold, siger Claudio Ranieri til klubbens hjemmeside.

- Vi drømmer stadig sammen med vores fans, og vi vil blive ved med at drømme. Vær søde ikke at vække os, lyder det fra den italienske succesmanager.

Han ønsker blot, at hans spillere nyder det hele.

- Det er en meget interessant Premier League indtil videre. Vi vil kæmpe for at fastholde vores niveau. Det er interessant. Det er fantastisk. Hvorfor? Grundet det der er sket. Det er en fantastisk historie, siger Ranieri.

- Hvorfor noget pres? Der er ikke noget pres. Bare nyd det, lyder opfordringen til spillerne.

Riyad Mahrez, et af holdets offensive trumfkort, har samme syn på sagen som sin manager.

- Vi er Leicester. Vi er ikke som Manchester City eller Manchester United. De er forpligtet til at hente titler, siger Mahrez til BBC.

- Vi er ikke forpligtet til noget som helst. Vi har bare en drøm. En drøm er bedre end en forpligtelse.

Leicester møder Arsenal på udebane søndag, hvor også de to andre nærmeste forfølgere, Tottenham og Manchester City, mødes.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.