Rangers er tilbage i bedste række efter fire års fravær
Rangers FC har sikret sig oprykning til Skotlands bedste række, som man forlod med konkurs for fire år siden.
Erik Sviatchenko (tv.) kan se frem til lokalbrag i Glasgow i næste sæson, når Rangers er tilbage i rækken.
Erik Sviatchenko (tv.) kan se frem til lokalbrag i Glasgow i næste sæson, når Rangers er tilbage i rækken. Foto: Danny Lawson/Polfoto


Den tidligere skotske storklub Glasgow Rangers, også kendt som Rangers FC, er tilbage i landets fineste fodboldselskab efter fire års fravær.

Tirsdag vandt klubben 1-0 hjemme over Dumbarton, og med solid margin til forfølgerne er oprykningen allerede sikret adskillige runder før tid.

Brian Laudrups tidligere klub blev i 2012 erklæret konkurs og tvangsnedrykket til fjerdebedste række, hvor en nykonstrueret klub skulle starte forfra.

Klubben var gået konkurs med en gæld på over 1,2 milliarder kroner efter mange års overforbrug.

Allerede sidste år var holdet fra Glasgow tæt på at sikre oprykningen til bedste række, men det mislykkedes.

I år har holdet dog været suveræne hele sæsonen, og med oprykningen kan de skotske fans igen begynde at glæde sig til de legendariske Old Firm-opgør mellem byrivalerne Celtic og Rangers.

Den danske landsholdsspiller Erik Sviatchenko er på kontrakt i Celtic.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.