Randers-træner: Vi kan ikke give dommeren skylden
Randers FC måtte søndag indkassere et nederlag på 2-3 til AGF efter at have domineret de første 45 minutter.
AGF i de hvide trøjer tog fusen på Randers.
AGF i de hvide trøjer tog fusen på Randers. Foto: BERG PEDERSEN MIKKEL/POLFOTO


Randers tabte søndag 2-3 i en hæsblæsende affære til lokalrivalerne fra AGF. Kronjyderne dominerede i første halvleg og førte 2-0 ved pausen, men det blev sat over styr blandt andet på grund af et straffespark og to røde kort.

Randers-træner Colin Todd var efter kampen skuffet over at smide det hele væk, selvom man havde spillet så komfortabelt i første halvleg.

- I pausen sagde jeg til mine spillere, at vi ikke skulle grave os ned. Vi skulle spille, som vi gjorde i første halvleg, for så ville vi vinde kampen. Vi gjorde det modsatte, og så tabte vi, siger han.

I løbet af anden halvleg fik AGF reduceret på et straffespark, som på tv-billeder fra kampen så ganske tyndt ud.

- Jeg kan ikke se, om der er straffe eller ej, og jeg vil ikke give dommeren skylden. Vi bringer os selv i en situation, hvor dommeren kan fløjte de ting, og det må vi aldrig gøre, siger træneren.

Situationen blev vist på storskærm, og her mente Randers-spiller Alexander Fischer ikke, at han kunne se nogen forseelse.

- Jeg synes ikke, at det ligner en straffespark, og det er ærgerligt at få et straffespark imod sig. Men vi lader det gå ud over vores spil, og det er for dårligt. Vi spiller en meget god første halvleg, og det skulle vi have holdt fast ved, siger spilleren.

Fischer lagde op til kronjydernes 2-0-mål, men det var svært at glæde sig over efter nederlaget til lokalrivalerne.

- Jeg står naturligvis med en rigtig dårlig smag i munden lige nu. Der sker mange ting i løbet af kampen, som kan diskuteres, men jeg synes, at vi kun kan takke os selv for det, siger han.

Randers skal i næste runde forsøge at genrejse sig mod Brøndby.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.