Randers-træner om nederlag: Vi skal score de grimme mål
Der var stor skuffelse i Randers-lejren, da man tabte til FC Midtjylland på to dødbolde efter en god indsats.
Colin Todd ærgrer sig over Randers' nederlag til FCM.
Colin Todd ærgrer sig over Randers' nederlag til FCM. Foto: ANITA GRAVERSEN/POLFOTO


Fodboldklubben Randers FC tabte fredag for anden kamp i træk på eget græs.

Senest var det ligaens bundprop, Silkeborg, der vandt 2-1, og fredag var det Alka Superligaens duks FC Midtjylland, der fik skovlen under Randers med de samme cifre. Det startede ellers godt for hjemmeholdet, der kom foran efter 10 minutter.

- Vi kommer godt fra start, men indkasserer et mål lige inden pausen. Det er en spand koldt vand i hovedet på os.

- Derefter synes jeg, at vi får spillet over på vores præmisser, men vi mangler både held og dygtighed til at få point, siger Randers' Christian Keller.

Randers havde ellers fin succes med at holde Midtjylland fra chancer, men måtte se sig slået på to dødbolde. Træner Colin Todd var efter kampen naturligvis skuffet.

- Hvis vi skal vinde, så er vi nødt til at score uskønne mål. Vi scorer et flot mål, men taber på to mindre pæne. Vi vidste, at Midtjylland er dygtige på dødbolde, men det undskylder os ikke, siger Colin Todd.

- Jeg kan ikke kritisere drengene for at gå ud og spille flot mod et kommende mesterhold. Men det er hårdt at skulle acceptere, at vi ikke får noget ud af vores anstrengelser i dag, siger træneren.

Nederlaget var det tredje i streg for Randers, der ellers ligger nummer tre efter et flot efterår. Forude venter et par svære kampe, hvor man først skal møde FC København og derefter AaB.

- Det er nu op til mig at samle spillerne op og få givet dem tro på tingene til de næste kampe. Vi skal ikke lave større ændringer, men vi skal have vores defensive kvaliteter og vores kynisme tilbage. Det mangler vi for tiden, siger Todd.

Randers skal som tidligere nævnt på en svær udebane, hvor man skal til en tur i Telia Parken og møde FC København. Det opgør finder sted søndag den 22. marts.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.