Randers-træner glad for stærkt besat angreb
Olafur Kristjansson er meget glad for sit stærkt besatte angreb, som giver mange strenge at spille på.
Marvin Pourie og Mikael Ishak er to blandt mange stærke Randers-angribere.
Marvin Pourie og Mikael Ishak er to blandt mange stærke Randers-angribere. Foto: Per Kjærbye/Scanpix


Randers FC hentede den første udesejr i fem forsøg, da holdet lørdag rejste fra Lyngby Stadion med 0-2 stående på måltavlen.

Målene i kampen blev sat ind af angrebsduoen Marvin Pourie og Mikael Ishak, en duo der presses hårdt af kronjydernes tre øvrige angribere, Mayron George, Viktor Lundberg og Marko Mitrovic.

Træner Olafur Kristjansson er glad for de mange alternativer offensivt, men han kigger på mere end bare spillernes evner til at score mål.

- Det handler meget om præstationen. Man kunne se det på deres ageren, da Marvin lagde op til Mikael. Spillerne har forståelse for, at de skal gøre hinanden bedre, siger Kristjansson.

- Når spillerne scorer, kan de være glade og tilfredse. Men vi forsøger at gøre det sådan, at alle har en rolle, og alle føler sig tæt på holdet.

Netop det at holde alle angriberne tilfredse og klar, er noget træneren har stor fokus på.

- Jeg har ikke en trylleformular. Spillerne træner godt og er skarpe til træning, og vi snakker meget om det. De forstår, at de er vigtige for os, og at det er vigtigt, at de yder konstant, siger Kristjansson.

- Vi har mange strenge at spille på, og det gør os forhåbentlig giftige fremadrettet også.

Kasper Fisker, der med fem oplæg i denne sæson er Randers' stærkeste på den front, er glad for at have dygtige spillere at sætte i scene.

- Jeg er utroligt glad for at have lavet fem assister, for det er et vigtigt parameter for mig. Så det er vigtigt for mig, at have skarpe spillere foran mig, siger Fisker.

- Hvis nogen ikke lige rammer dagen, kommer der bare en anden ind. Vores angribere ved, at de skal holde sig skarpe, og det gør de. Det gør, at vi både fra start og fra bænken har noget at true med.

Trods det giftige angreb har Randers i sæsonen blot formået at score 20 gange i 15 kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.