Randers-stopper om investor-snak: Et kæmpe skulderklap
Mads Fenger ser det som en stor anerkendelse, at udenlandske investorer har set sig varme på Randers FC.
Mads Fenger (tv) ser det som en stor anerkendelse, at Randers FC vækker interesse i udlandet.
Mads Fenger (tv) ser det som en stor anerkendelse, at Randers FC vækker interesse i udlandet. Foto: GRAVERSEN ANITA/GRAVERSEN ANITA


I sidste uge kunne bestyrelsesformand i Randers FC Holding A/S, Svend Lynge Jørgensen løfte sløret for, at der er forhandlinger i gang med udenlandske investorer, der ønsker at overtage klubben.

Det er i forsvarsspilleren Mads Fengers øjne et stort skulderklap og en anerkendelse af, hvad klubben har stablet på benene igennem flere sæsoner.

- Det er virkelig spændende, og det er en kæmpe anerkendelse af det, vi arbejder så hårdt for her i klubben. Vi er en klub, der er på vej fremad, og vi har udviklet os meget i de sidste par år, siger Mads Fenger.

- Det er et stort skulderklap til os spillere, trænerstaben og alle dem omkring klubben, at vi tiltrækker os opmærksomhed udefra.

- For os handler det dog om at blive ved med at arbejde hårdt, og så må vi tage snakken om, hvad det betyder, når der er noget mere konkret.

Holdkammeraten Alexander Fischer er også stolt over, at holdet har tiltrukket sig opmærksomhed fra udlandet.

- Det er en stor cadeau til klubben og til holdet, at vi har præsteret så godt, at udenlandske investorer kan se et perspektiv i det, vi render og laver. På den måde er det en stor cadeau til Randers FC, siger Alexander Fischer.

Ifølge Randers FC's bestyrelse er det investorernes plan at gøre klubben konkurrencedygtig på allerhøjeste niveau i Danmark ved at give en kapitalindsprøjtning til holdet.

Alexander Fischer anerkender, at økonomi betyder en del i fodbold, men han ved ikke, om ekstra penge vil gøre Randers til et tophold med det samme.

- Jeg synes, at vi præsterer utrolig godt med de midler, vi har i øjeblikket. Men der er et kæmpe spring op til de budgetter, som FCK og Midtjylland opererer med, siger Fischer.

- Det er svært at sige, om det lige præcis er flere penge, der skal til for, at vi kommer helt i top.

Indtil videre vil klubben ikke løfte sløret for, hvem investorerne er og understreger, at man fortsat er i de indledende forhandlinger om overtagelse af klubben.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.