Randers sælger angrebstalent til engelske Derby
Den 17-årige angriber Emil Riis skifter fra Randers til engelske Derby på en treårig ungdomskontrakt.
Den 17-årige Emil Riis har gjort sig så godt bemærket under to prøvetræninger, at han i de kommende sæsoner kan kalde sig Derby-spiller.
Den 17-årige Emil Riis har gjort sig så godt bemærket under to prøvetræninger, at han i de kommende sæsoner kan kalde sig Derby-spiller. Foto: Arkivfoto. Oleksandr Prykhodko/free


Den 17-årige Emil Riis har gjort sig så godt bemærket under to prøvetræninger, at han i de kommende sæsoner kan kalde sig Derby-spiller.

Torsdag meddeler hans klub, Randers, i en pressemeddelelse, at Riis har skrevet under på en treårig ungdomskontrakt med den engelske klub.

Han har ligeledes været ansat på en ungdomskontrakt i den kronjyske klub, hvor han har tørnet ud for Randers Frejas U17-ligamandskab.

Randers' sportschef, Peter Christiansen, fortæller, at Derby allerede fra et tidligt stadie viste sig fra en meget seriøs side i forhandlingerne.

- Samtidig er det vores første transfer af en ungdomsspiller, så der skal også lyde et stort cadeau til det flotte arbejde, der udføres i klubbens talentafdeling og af alle de ungdomstrænere, der er tilknyttet Randers Freja og Randers FC, siger Peter Christiansen.

Emil Riis har otte gange tørnet ud for danske ungdomslandshold i U16- og U17-regi.

- Det er en stor drøm, der endelig går i opfyldelse for mig. Jeg har nu været i Randers Freja i fire år, og jeg har udviklet mig meget i den tid, både som fodboldspiller og person.

- Jeg glæder mig til at starte en ny hverdag i England, det bliver noget helt andet end i Danmark, siger Emil Riis.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.