Randers-profil efter 1-2: Vi havde FCM på hælene
Randers FC var fint med mod FC Midtjylland, men måtte se sig slået til sidst på Martin Pusic' scoring.
Randers var i perioder bedst, men tabte alligevel til FC Midtjylland.
Randers var i perioder bedst, men tabte alligevel til FC Midtjylland. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


FC Midtjylland og Randers FC dominerede en halvleg hver, da de to hold mødtes fredag aften på MCH Arena.

Forskellen var bare, at FC Midtjylland formåede at score i begge halvlege, og så vandt de 2-1. Det gav skuffelse hos Randers.

- Efter den første halve time, hvor vi er lidt på hælene, kommer vi fint med, og i anden halvleg synes jeg, vi er det bedste hold. Vi spiller en god gang fodbold og tør spille med dem, og vi får Midtjylland lidt på hælene.

- Set på den baggrund er det selvfølgelig utroligt skuffende at stå her uden at få point med hjem, siger Randers FC's Jonas Borring.

Også cheftræner Colin Todd mente, at kronjyderne havde fortjent mere.

- På baggrund af vores anden halvleg synes jeg, at vi fortjente et point. Vi viste mod, og vi fik dem presset, og vi fortjente vores mål, siger Colin Todd.

Med nu otte point op til FC Midtjylland på førstepladsen er FCM og FCK stukket af i toppen og er ikke dem, der skal skæves til længere, mener både Jonas Borring og Colin Todd.

- Uden tvivl. Jeg sagde før sæsonen, at FCK ville blive mestre, men FCM er rigtig stærke. De har en stærk trup, og de viser flaget i Europa League, og det er godt for dansk fodbold, siger Colin Todd.

Samme følelse står Jonas Borring med efter kampen, som Martin Pusic afgjorde i det 84. minut.

- Vi skal ikke sammenligne os med Midtjylland, men når man byder dem op til dans, kan man også være skuffet over ikke at få point med hjem. Vi skal koncentrere os om at komme i top-seks, mens FC Midtjylland kommer til at spille med om guldet, siger Borring.

Næste opgave for Randers FC er om ti dage, den 26. oktober, på hjemmebane mod OB.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.