Randers' lynstart knækker Nykøbing i pokalkvartfinale
Randers' håndboldkvinder er klar til semifinalen i pokalturneringen efter en udesejr i Nykøbing Falster.
Cecilie Greve stod stærkt i Randers-målet, da Nykøbing Falster Håndbold blev slået i pokalkvartfinalen. Arkivfoto.
Cecilie Greve stod stærkt i Randers-målet, da Nykøbing Falster Håndbold blev slået i pokalkvartfinalen. Arkivfoto. Foto: Henning Bagger/Scanpix


Som det første hold er Randers HK klar til Final-4 i håndboldkvindernes pokalturnering, der også bliver kaldt for Santander Cup.

Randers vandt tirsdag aften lidt overraskende med 31-26 på udebane over Nykøbing Falster Håndbold i en kamp, hvor gæsterne grundlagde sejren i kampens første fjerdedel.

Nykøbing Falster ligger ellers foran østjyderne i ligaen og gik ind til opgøret som favorit, men en helt håbløs indledning spændte ben for falstringerne.

Randers bragte sig foran hele 9-1, inden Nykøbing-spillerne begyndte at vise noget, der mindede om et acceptabelt niveau.

Indtil da var hjemmeholdet helt fra koncepterne både defensivt og offensivt, hvor spillerne tilsyneladende ville løse alle problemer på egen hånd frem for at hjælpe hinanden.

Der var spillet næsten 20 minutter, da Nathalie Hagman reducerede til 4-10 og dermed blev den første Nykøbing-spiller ud over Kristina Kristiansen, der formåede at smide bolden i Randers' mål.

Det siger lidt om, hvilke problemer hjemmeholdet kæmpede med i starten.

Ved pausen var Nykøbing Falster Håndbold bagud hele 9-17 mod et effektivt og velforberedt Randers-hold, der årvågent udnyttede mulighederne.

Nykøbing Falster Håndbold kunne kun blive bedre efter pausen, og det blev holdet da også.

På blot ni minutter havde Niels Agesens tropper halveret Randers' forspring, der pludselig kun lød på 20-16.

I en timeout fik Randers-træner Ryan Zinglersen dog reorganiseret sit hold, og selv om Randers en overgang kun var foran med to mål, fik holdet kæmpet sig ud af stormvejret.

De resterede tre semifinalister bliver fundet onsdag og torsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.