Randers-krumtap om Keller-sag: Tid til at komme videre
Mads Agesen vil gerne spille på hold med både Christian Keller og Jonas Borring i Randers.
Christian Keller var mandag tilbage på træningsbanen i Randers.
Christian Keller var mandag tilbage på træningsbanen i Randers. Foto: /Polfoto


Den tidligere anfører Christian Keller var mandag tilbage på træningsbanen i Randers, efter han søndag var vraget til truppen, der rejste til Brøndby og tabte 0-1.

Træner Colin Todd traf beslutningen om at lade Keller blive hjemme, efter at det fredag kom frem, at Keller har indledt et forhold til holdkammeraten Jonas Borrings kommende ekskone.

Angiveligt var pres fra flere spillere medårsagen til, at Keller blev siet fra.

Men måske kan han være på vej tilbage til holdet, der onsdag møder FC København i pokalkvartfinalen.

I hvert fald siger forsvarskrumtap Mads Agesen, at han synes, tiden er inde til at komme videre.

- Man skal jo på et eller andet tidspunkt slå en streg i sandet og se at komme videre. Så langt i processen synes jeg, at vi nu er kommet, siger Agesen til BT efter mandagens træning.

Han kalder det den mest komplicerede sag, han har oplevet i karrieren. I korte træk bunder Randers' hovedpine i, at Jonas Borring har gjort det klart, at han ikke ønsker at spille på hold med Keller igen.

Keller tørner gerne ud for Randers, men nogle spillere i truppen ser ham som persona non grata.

Søndag fortalte Colin Todd, at respekten for Keller ikke er til stede lige nu. Randers' ledelse kan af hensyn til kontrakter ikke bede en af spillerne om at forlade butikken.

Agesen håber på et bedre alternativ.

- Faktisk vil jeg rigtig gerne spille på hold med både Jonas Borring og Christian Keller. Det er altså to meget dygtige fodboldspillere, siger han.

Christian Keller siger til BT, at han snart har fået nok og overvejer at lukke ned for pressen.

Han har forståelse for, at Todd ikke tog ham med til Brøndby, men han håber, det var en enlig svale, så han allerede onsdag kan få comeback i pokalturneringen.

- Det håber jeg. Men det afgør Colin Todd, siger Keller.

Todd har ingen kommentarer til sagen før tirsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.