Randers forventer slutspil efter flot sæsonstart
Cheftræner Olafur Kristjansson er meget tilfreds med holdets fundament, og sætter slutspillet som målsætning.
Rander FC og cheftræner Olafur Kristjansson går efter en plads i slutspillet i Alka Superligaen.
Rander FC og cheftræner Olafur Kristjansson går efter en plads i slutspillet i Alka Superligaen. Foto: Bo Amstrup/Scanpix


Randers FC fik fredag aften det ene point med hjem fra Esbjerg, da det blev til 1-1 i Alka Superligaen.

Kronjyderne har fået en flot start på sæsonen, hvor klubben har placeret sig på medaljepladserne, og dermed øjner man muligheden for at nå med i slutspillet.

Cheftræner Olafur Kristjansson vil da også gerne indrømme, at den flotte placering gør, at man i Randers har slutspillet som målsætning.

- Vores fundament er godt. Vi har som målsætning at ende i slutspillet. Det er vi ikke blege for at melde ud og indrømme.

- Det satser vi på. Nu har vi skabt en fin forudsætning, men det betyder ikke, at vi er sikre, så vi skal stadig jagte det, siger Olafur Kristjansson.

Ifølge cheftræneren skyldes Randers' gode start ikke mindst, at klubben har hentet mange point mod hold, som man ikke tidligere hev point hjem mod.

- I denne sæson har vi også været gode til at få point mod de hold, som vi måske ikke plejer at få point mod. Det skal vi fortsætte med, og så skal vi være stærke mod de andre tophold på hjemmebane, siger cheftræneren.

Fredag aften blev det dog kun til 1-1 med Esbjerg, og det ærgrer den islandske træner sig lidt over.

- Esbjerg har været et hold, der har spillet fornuftigt, men hvis du lægger tryk på dem, som vi gjorde, så kan du få noget. Vi var bedst i anden halvleg. Jeg syntes, at det var et fair resultat, selv om jeg gerne ville have haft en sejr.

- Vi har ikke haft brug for mange chancer for at score i de andre kampe. I dag var vi dog uheldige, og vi kunne godt have scoret en eller to mere. Vi manglede den sidste kvalitet, siger Olafur Kristjansson.

Næste opgave for kronjyderne er på onsdag, hvor FC København kommer på besøg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.