Randers FC: Vi blev snydt for mål mod Sønderjyske
Randers FC følte sig snydt for et klokkeklart mål, da de ude måtte nøjes med 1-1 mod bundholdet Sønderjyske.
Randers-spillerne mener, at de burde have jublet to gange mod Sønderjyske (arkiv.)
Randers-spillerne mener, at de burde have jublet to gange mod Sønderjyske (arkiv.) Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


I en særdeles våd affære i Haderslev, fik Randers FC 1-1 med sig fra opgøret mod Sønderjyske i Alka Superligaen. Kronjyderne scorede faktisk to mål i kampen, men kun det ene blev anerkendt af dommer Anders Poulsen.

Kort efter Sønderjyskes føringsmål havde Elmar Bjarnason bolden i nettet, men islændingen blev dømt offside. En forkert dom, viste tv-billederne

- Jeg føler ikke, at jeg var offside. Der var også et par situationer lige inden, hvor jeg heller ikke følte, jeg var offside. Men det var en personlig fejl fra dommerens side, og det må man prøve at forstå, siger Bjarnason.

- Man kan være ked af det, og man kan være irriteret, for det var en kampafgørende situation, som kostede os to point. Hvis vi havde fået målet dér, tror jeg på, at vi havde vundet det her opgør.

Randers FC's sportschef, Peter Christiansen, var særdeles utilfreds med det underkendte mål.

- Vi blev jo bortdømt. Jeg vil gerne have noget kvalitet og noget klasse på de folk, der dømmer de her kampe. Linjedommeren er en lige så stor del af det her som de tre andre dommere, siger Christiansen.

- Linjen var der ikke noget galt med her, men der var nogle regulære fejlkendelser. Det var ikke kun i vores favør, det var også i Sønderjyskes.

Når Randers FC ser bort fra det underkendte mål, mener anfører Christian Keller, at uafgjort var et fair resultat.

- Det er, som det er mod Sønderjyske hver gang. Vi spiller utroligt mange uafgjorte mod dem, og de er et svært hold at spille mod. At de tidligt kom foran, gjorde det bestemt ikke nemmere.

- Vi fik heldigvis udlignet i første halvleg, og håbede så på, at vi kunne kreere lidt mere i anden halvleg. Det formåede vi ikke rigtig, så alt i alt var uafgjort vel fair nok.

Randers FC er på fjerdepladsen i Superligaen, tre point efter nummer tre, Brøndby.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.