Randers FC sætter bronzepladsen til salg med ny kikser
FC Vestsjælland havde flere store chancer mod Randers og fik hevet 1-1 med hjem fra Kronjylland.
Mikael Ishak takker de højere magter for sin 1-1-scoring mod FC Vestsjælland.
Mikael Ishak takker de højere magter for sin 1-1-scoring mod FC Vestsjælland. Foto: ANITA GRAVERSEN/POLFOTO


Randers FC lignede ved vinterpausen et sikkert medaljebud i Alka Superligaen, men sådan er det ikke længere.

Kronjyderne har ikke vundet i hele seks kampe i træk, efter at holdet lørdag måtte nøjes med 1-1 på hjemmebane mod nedrykningskandidaterne fra FC Vestsjælland.

Søndag kan Brøndby og FC Nordsjælland overtage den tredjeplads, som Randers ellers har siddet tungt på hele foråret.

I den sidste halve time mod FC Vestsjælland satsede Randers på at få den første sejr siden februar, men kvaliteten i de forreste geledder var ikke god nok.

Gæsterne kom fortjent i front efter et kvarter ved Rasmus Festersen efter et langt FC Vestsjælland-indkast.

Hjemmeholdets Mads Fenger fik hovedet på, men bolden endte ved bageste stolpe, hvor Festersen upresset kunne dreje rundt om sig selv og sende udeholdet på 1-0.

Inden da havde Osama Akharraz også haft en stor chance for gæsterne, der i sidste spillerunde slog OB på udebane.

10 minutter før pausen udlignede Mikael Ishak til 1-1 for Randers. Svenskeren havde placeret sig tæt på målstregen og skulle blot sætte foden på et giftigt indlæg fra Kasper Fisker på hjemmeholdets højrekant.

I slutningen af første halvleg var FC Vestsjælland igen tæt på, men værternes målmand Kalle Johnsson reagerede godt på Apostolos Vellios knaldhårde hovedstød.

I slutfasen lavede gæsternes målmand Thomas Mikkelsen et par fejl. Keeperen gik blandt andet fejl af et indlæg, som han ikke fik bokset væk, men vestsjællænderne slap med skrækken.

Randers FC har 37 point på ligaens tredjeplads - to point mere end de nærmeste forfølgere fra Brøndby og FC Nordsjælland, der møder henholdsvis Sønderjyske og OB søndag.

FC Vestsjælland er placeret under nedrykningsstregen med seks point op til OB på 10.-pladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.