Randers FC sælger ung angriber til England
Den 22-årige Randers-angriber Nicolai Brock-Madsen skal de næste fire år spille i Birmingham City.
Nicolai Brock-Madsen skal fremover spille for Birmingham i England.
Nicolai Brock-Madsen skal fremover spille for Birmingham i England. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Randers FC har fredag solgt angriberen Nicolai Brock-Madsen til Birmingham City fra den næstbedste engelske fodboldrække.

Den 22-årige angriber har fået en fireårig aftale i Championship-klubben.

- Det er et kæmpeskridt for mig, jeg er naturligvis superglad for skiftet, siger Brock-Madsen til Randers' hjemmeside.

- Jeg har været i klubben, siden jeg var 10 år, så det er kæmpestort, at Randers FC nu kan få nogle penge for mig, og jeg kan få mit ønske om at komme til udlandet opfyldt, siger han.

Angriberen har spillet 108 førsteholdskampe og scoret 19 mål for Randers siden debuten i 2010.

Randers-træner Colin Todd har selv optrådt fra 1979 til 1982 for Birmingham, der indtager en midterplacering i den næstbedste række med fire point for to kampe.

- "Brockie" kommer til en fantastisk klub, og skiftet til Birmingham er det helt rigtige for ham.

- Han kommer til en klub med en fantastisk fanbase og en klub, der har ambitioner om oprykning til Premier League. Han har gjort store fremskridt i Randers FC, og jeg håber, at han kan fortsætte udviklingen i Birmingham, siger Todd.

Randers' sportschef, Peter Christiansen, både græder og griner over salget af klubbens unge angriber, der i sommer var med til U21-EM for Danmark. Danskerne blev ved den lejlighed slået i semifinalen af de senere vindere fra Sverige.

- Vi glæder os altid, når en af vores spillere får sin drøm om at komme til udlandet opfyldt. Omvendt kommer vi også til at savne ham.

- Men denne gang var det Brocks tur til at komme af sted og prøve kræfter med andet end Superligaen.

- Brock har på alle måder båret Randers-FC trøjen flot, både på og udenfor banen. En fighter og en holdspiller af Guds nåde, der desværre ikke altid har fået den ros og kredit, han har været berettiget til, mener sportschefen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.