Randers FC lejer sig til forstærkning i Brøndby
Brøndbys venstreback Patrick da Silva spiller resten af året for konkurrenterne Randers FC på en lejeaftale.
Patrick da Silva fortsætter i Randers på en lejeaftale.
Patrick da Silva fortsætter i Randers på en lejeaftale. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Randers FC dækker sig ind i forsvaret og lejer unge Patrick da Silva i Brøndby. Det bekræfter Randers på klubbens hjemmeside.

Den 20-årige venstreback spiller resten af 2015 i Randers.

- Det bliver rigtig godt for mig, og jeg håber på både spilletid og at få gang i karrieren igen. Jeg har på det seneste været meget ude og inde hos Brøndby, så det bliver godt at få mig prøvet af i Randers FC.

- Jeg har spillet en del gange mod Randers FC, så jeg ved, at jeg kommer til et godt hold, men jeg tror samtidig også, at det er det rigtige sted at komme hen, siger Patrick da Silva til Randers' hjemmeside.

Randers' sportschef, Peter Christiansen, jubler over, at det lykkedes at hente forstærkning til pladsen få timer før, transfervinduet lukker mandag.

- Patrick er et fantastisk supplement til vores trup. Han er en ambitiøs og ærgerrig ung spiller, der vil bidrage med en høj kvalitet til en i forvejen stærk trup.

- Efter Erik Marxen pådrog sig skaden i Aalborg, var det nødvendigt for os at reagere, og da Patrick samtidig blev en mulighed, var der egentlig ikke så meget at betænke sig på, siger Peter Christiansen til hjemmesiden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.