Randers FC fortsatte fredag aften klubbens dårlige start på foråret i Alka Superligaen, da det blev 1-2 hjemme i kampen mod topholdet, FC Midtjylland.
Det er blevet til tre nederlag i træk i ligaen for kronjyderne, der efter et flot efterår overvintrede på tredjepladsen.
Den placering har klubben stadig med 34 point for 21 kampe, men AaB er tæt på med 31 point for en kamp mindre.
For Randers-anfører Christian Keller kan det være svært at bevare optimismen.
- Vi havde måske lidt marginalerne med os i efteråret, men lige for tiden føler vi, at alt går imod os. Det er virkelig stolpe ud med alt, hvad vi gør.
- Vi har givet alle hold kamp til stregen, og vi er ikke blevet spillet ud af banen. Men fodbold handler om at vinde kampe, og det kan vi ikke for tiden, siger han.
Selvom Randers ikke er blevet spillet ud af banen, så har det haltet med at få scoret og afgjort kampe. Kun mod FC Nordsjælland var holdet skarpt og vandt 3-0, men ellers er det ikke lykkedes at få scoret nok til at lukke kampen.
I fredagens kamp mod FC Midtjylland fik Viktor Lundberg og Mikael Ishak lov at starte i front for Randers, men selvom sidstnævnte fik scoret, så misbrugte man flere store muligheder.
- Fodbold foregår i begge ender af banen, og vi mangler især kynisme foran målet for tiden. I weekenden mente jeg, at Lundberg og Ishak var den rigtige løsning, men jeg har ikke lagt mig fast på noget, siger Randers-træner Colin Todd.
- Generelt går tingene ikke vores vej, men det er vi nødt til at ændre. Vi skal ikke sidde og have ondt af os selv. Vi har en svær kamp mod FC København, hvor vi skal vise, hvad vi er lavet af, siger han.
Med den lave pointhøst forårets første kampe, så nærmer AaB sig bagfra i kampen om bronzemedaljerne.
Christian Keller vil dog ikke høre tale om krisestemning.
- Hvis man er Randers og ligger nummer tre i ligaen, så skal man ikke tale om krise. Så er der i hvert fald mange hold i Superligaen, der er i krise.
- Det ændrer ikke noget for os, om vi er nummer 10 eller nummer tre. Vi går på banen for at vinde. Viljen til at vinde skal overgå frygten for at tabe, for ellers er du i hvert fald sikker på at tabe, siger han.
Næste gang Christian Keller og Randers skal forsøge at vinde er mod Superligaens nummer to, FC København. Det foregår søndag den 22. marts. /ritzau/