Randers-boss varsler indkøb til europæisk eventyr
Randers slutter som nummer fire i Superligaen. Nye spillere er lige oppe over, lyder det fra sportschefen.


Randers FC vandt søndag aften den sidste kamp i Alka Superligaen, da det på TRE-FOR Park i Odense blev til en 2-0-sejr over OB.

Resultatet og sejren cementerede en god sæson for kronjyderne, og sportschef Peter Christiansen godkender sæsonen som helhed.

- Vi har ligget det meste af sæsonen blandt holdene i top fire i rækken, så at vi nu slutter sæsonen som nummer fire, er rigtig stærkt gået af drengene, siger han.

Sportschefen peger på, at fundamentet på holdet er på plads til næste sæson, men at der er forstærkninger på vej til det Europa League-eventyr, klubben drømmer om.

- Fundamentet er på plads, og det skal vi bygge videre på. Derudover regner vi med at præsentere nyt i forhold til spillertruppen i næste uge. Det er nok mest sandsynligt, at der kommer en eller to spillere ind.

- Vi ved, at Elmar Bjarnason skifter, og han er egentlig den eneste af de spillere med kontraktudløb, der har været fast i startopstillingen i det meste af sæsonen, siger sportschefen.

Peter Christiansen roser desuden de to svenske spillere Karl-Johan Johnsson og Mikael Ishak, der kom til Randers før sæsonen.

- Deres præstationer taler lidt for sig selv, mener jeg. "Kalle" er årets spiller i klubben, og han er meget værdifuld for os.

- Ishak vidste vi kunne lave mål, og det har han bevist. Jeg er overbevist om, at der er mere i vente fra ham, lyder det.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.