Ramt AaB-hold vil undgå ny skuffelse mod Viborg
AaB har tabt to kampe i træk. Træner Lars Søndergaard vil se bedre spil mod Viborg end i kampen mod Lyngby.
AaB-træner Lars Søndergaard vil se sit hold rejse sig mod Viborg.
AaB-træner Lars Søndergaard vil se sit hold rejse sig mod Viborg. Foto: Henning Bagger/Scanpix


AaB har noget at revanchere, når fodboldklubben torsdag aften tager imod Viborg i Alka Superligaen.

Efter at have været ubesejret i de første syv spillerunder har AaB tabt to kampe i træk, senest 0-1 ude mod Lyngby efter en skidt indsats mandag aften.

- Velvidende at vi både kollektivt og for de flestes vedkommende også enkeltvis underpræsterede i Lyngby, så har vi efterfølgende analyseret tingene og rettet fuld fokus mod at forbedre præstationen markant i opgøret mod Viborg, siger AaB-træner Lars Søndergaard til klubbens hjemmeside.

- Vi er bevidste om, hvilke fejl vi begik mod Lyngby, og vi har en klar intention om at blive mere afklarede og mindre omstændelige i vores spil i kampen mod et Viborg-hold, der jo senest imponerede både spillemæssigt og resultatmæssigt med sejren i søndags på Brøndby Stadion, siger han.

Viborg vandt søndag 2-1 ude over Brøndby, der mistede førstepladsen og led sæsonens første liganederlag.

Mens AaB ligger nummer fem i Superligaen med 15 point, har Viborg 11 point på ottendepladsen.

- Ud fra en kompakt defensiv base har Viborg en stor force i både masser af bevægelighed og hurtighed rent offensivt, men vi har troen på, at vi med fokus på vores præstation har redskaberne til at hente tre point i morgen aften, siger Lars Søndergaard.

AaB må undvære karantæneramte Markus Holgersson, mens Jakob Ahlmann, Thomas Enevoldsen og Robert Kakeeto er skadede.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.