Raket dræber 13 ved stoppested
12 af de dræbte sad i en bus, da et stoppested kom under raketbeskydning i den østukrainske by.
Det var ved et busstoppested, at raketten slog ned og kostede 13 livet. Arkivfoto.
Det var ved et busstoppested, at raketten slog ned og kostede 13 livet. Arkivfoto. Foto: Mstyslav Chernov/AP


Mindst 34 civile og soldater er i løbet af torsdagen dræbt under kampe og træfninger i det østlige Ukraine, heriblandt 13, som mistede livet, da en raket ramte et busstoppested i byen Donetsk.

Det gør det til en af de mest blodige dage i opgøret mellem prorussiske oprørere og den ukrainske hær.

- 12 mennesker blev dræbt i trolleybussen, og endnu en sad i en bil, som passerede tæt ved, fortæller en repræsentant for Donetsks redningstjeneste. Et tilsvarende antal mennesker er såret.

Der er voldsomme reaktioner fra både Ukraine og Rusland.

Ukraines premierminister, Arsenij Jatsenjuk, giver Rusland og de prorussiske styrker skylden for raketangrebet mod stoppestedet i Donetsk.

- Russiske terrorister har igen begået en forfærdelige handling mod menneskeheden, siger han.

- Og ansvaret for dette ligger på Den Russiske Føderation, fastslår Jatsenjuk på den ukrainske regerings hjemmeside.

Det afviser den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, pure. Han anklager den ukrainske regering for at have begået en "grusom forbrydelse" for at afspore bestræbelserne på fred.

- Vi er rystet over den grusomme forbrydelse i Donetsk, hvor snesevis af mennesker den 22. januar døde eller blev såret som følge af, at ukrainske styrker beskød et busstoppested, siger Lavrov.

Der har været meldt om hårde kampe i og uden for Donetsk de seneste dage. Onsdag aften og torsdag fortsatte raketbeskydningen af Donetsks internationale lufthavn, hvor de fleste kampe har været koncentreret. Her blev en bus også ramt, og en person mistede livet.

Der er også hårde kampe i byen Gorlivka, hvor 10 er dræbt, siger en lokal oprørsleder.

En talsmand for den ukrainske hær siger torsdag formiddag, at hæren har besluttet at rømme en del af lufthavnen.

Donetsk er en højborg for de prorussiske oprørere, der ønsker at løsrive det østlige Ukraine.

Ukraine og Vesten beskylder Rusland for at støtte oprørerne med mandskab og militært udstyr.

Sent onsdag udsendte udenrigsministrene fra Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig på et krisemøde i Berlin en fælles opfordring til, at oprørerne og den ukrainske hær indstiller beskydningen og aftaler sikkerhedszoner.

Men det vil næppe i sig selv stoppe kamphandlingerne.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.