Rajoy vil forsøge at danne spansk koalitionsregering
Den konservative premierminister vil arbejde for at bevare magten, selv om hans parti har mistet sit flertal.
Den spanske premierminister, Mariano Rajoy, vil forsøge at danne en ny regering efter søndagens parlamentsvalg. Arkivfoto
Den spanske premierminister, Mariano Rajoy, vil forsøge at danne en ny regering efter søndagens parlamentsvalg. Arkivfoto Foto: Juan Carlos Hidalgo/EFE


Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, vil forsøge at stable en koalitionsregering på benene, efter at hans konservative parti mistede sit absolutte flertal ved søndagens parlamentsvalg.

- Jeg vil forsøge at danne en regering. En stabil regering, siger han til tilhængere, der har samlet sig foran partihovedkvarteret i Madrid.

Han understreger samtidig, at det er vigtigt, at Spanien ikke fraviger de økonomiske reformer, som regeringen har gennemført de seneste år.

Med over 99 procent af stemmerne talt op ser regeringspartiet Partido Popular med Mariano Rajoy i front ud til at tage 123 pladser i parlamentet.

Det er langt fra de 176 sæder, der er nødvendige for et absolut flertal.

Oppositionspartiet Socialisterne bliver nummer to ved søndagens valg med 90 sæder, mens det stærkt venstreorienterede Podemos bliver nummer tre med 69 kandidater valgt ind.

Derefter følger midterpartiet Ciudadanos, der er et regionalt parti fra Catalonien, med 40 pladser.

De resterende 22 mandater er gået til mindre partier.

Der er i alt 350 pladser i det spanske parlament.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.