Radiovært revser Michael Laudrup: "Hyklerisk" og "enevældig konge"
Radioværten Torben Steno mener i klumme, at Michael Laudrup har dårlig moral. Michael Laudrup aner ikke, hvem Torben Steno er.
"Jeg har desværre aldrig hørt om Torben Steno. Men hvis han kan få sine 15 minutters berømmelse ved at skrive en (nedladende) artikel om undertegnede, så fred være med det," lyder det fra Michael Laudrup.
"Jeg har desværre aldrig hørt om Torben Steno. Men hvis han kan få sine 15 minutters berømmelse ved at skrive en (nedladende) artikel om undertegnede, så fred være med det," lyder det fra Michael Laudrup. Foto: Scanpix/arkiv


Radioværten, journalisten og samfundsrevseren Torben Steno uddeler fredag verbale kindheste til Michael Laudrup, national-ikon, boldkunstner og måske Danmarks bedste fodboldspiller nogensiden.

Torben Steno revser i et indlæg på b.dk Michael Laudrup for dårlig moral. Og at han er til fals for penge og ikke er kritisk over for, hvem der giver ham et arbejde.

Under overskriften "Michael Laudrup – ambassadør for dårlig moral" skriver Torben Steno blandt andet, at "... Michael Laudrup mest af alt har gjort sig bemærket ved at være en fiasko, som klubtræner. ... Til gengæld har han skrevet sig ind i historien af hyklere, der taler om skønheden og kærligheden til det vidunderlige boldspil uden at ytre den mindste kritik af de groteske og skandaløse rammer, sporten er havnet i."

Det er blandt andet Michael Laudrups tidligere ansættelse i klubben Lekhwiya i Qatar, som Torben Steno skyder på. Her blev boldkunstnerens løn betalt af "primitivt pralende arabiske oliemilliardærer", som Torben Steno udtrykker det.

Hvem er han?

BT har forelagt Michael Laudrup den yderst kritiske klumme via mail. Og her svarer Michael Laudrup kort:

"... jeg har desværre aldrig hørt om Torben Steno. Men hvis han kan få sine 15 minutters berømmelse ved at skrive en (nedladende) artikel om undertegnede, så fred være med det".


Torben Steno, radiovært, journalist og musiker. Foto: Scanpix/arkiv

Torben Steno, som blandt andet er vært på Radio24syv og i trioen "Pligten Kalder" spiller sammen med Johan Olsen fra "Magtens Korridorer", lægger ellers ikke fingre i mellem og mener, at Michael Laudrup indirekte er "... ambassadør for en legitimering af et styre, der strider mod al form for fair play på samme måde som det danske kongehus gjorde, da det aflagde visit hos naboerne i Saudi-Arabien. "

Og nu hvor Torben Steno har drejet den verbale kanon i stilling, så mener han også, at Michael Laudrup er faldet i fordærv og nyder immunitet: "... den depraverede ambassadør nyder stadig en beskyttelse som en enevældig konge. Mange andre med økonomisk tilknytning til den kommende værtsnation for VM ville på sociale medier være blevet udsat for rabiate krav om at fratage mandens danske statsborgerskab og lignende."

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.