Radikale: Retsforbeholdet bør afskaffes
Morten Helveg Petersen skynder på Folketingets partier: Vi bør slippe af med retsforbeholdet hurtigst muligt.
De Radikales EU-profil vil have retsforbeholdet af vejen hurtigst muligt.
De Radikales EU-profil vil have retsforbeholdet af vejen hurtigst muligt. Foto: CHARLOTTE DE LA FUENTE/POLFOTO


Først efter et kommende folketingsvalg skal danskerne stemme om at afskaffe retsforbeholdet til fordel for en tilvalgsmodel, hvor Danmark selv vælger til og fra i forhold til, hvor vi vil samarbejde med de andre EU-lande på retsområdet.

Men det er alt, alt for sent, hvis en afstemning først kommer i efteråret 2015 eller foråret 2016, mener De Radikales medlem af EU-Parlamentet, Morten Helveg Petersen.

Han vil afskaffe retsforbeholdet helt, så Danmark ikke bare kan vælge til og fra. Og det skal ske så hurtigt som muligt.

Det siger han forud for et møde mellem de EU-venlige partier, Venstre, Socialdemokraterne, Radikale, SF og Konservative, der samles tirsdag eftermiddag i Statsministeriet for at forhandle rammerne omkring en afstemning på plads.

- Lige nu sidder vi i EU og forhandler om et udvidet Europol-samarbejde, og vi er nok klar med noget lige efter nytår. Det er vigtigt, at vi er med fra start, siger Morten Helveg Petersen.

Partierne, der skal mødes tirsdag, er ifølge Jyllands-Posten enige om, at Danmark skal fortsætte i Europol-samarbejdet, som vi ellers står til at ryge ud af næste år. Der er også enighed om at stå uden for EU's udlændingepolitik.

Helveg mener, at udviklingen på asylområdet kræver samarbejde.

Han mener, at det som minimum skal betyde, at politikerne kommer i gang med at diskutere, hvilken retning Danmark skal gå, også selvom det så vil ske forud for et folketingsvalg.

- Jeg har den grundholdning, at jo mere vi diskuterer det, jo bedre. Vi er nødt til at snakke om, hvad vi vil, siger Helveg.

Ifølge Jyllands-Posten er der ikke lagt op til at lave en ny stor europapolitisk aftale. Det opgav man at blive enige om tidligere på året efter stor uenighed om at udbetale velfærdsydelser til borgere fra andre EU-lande.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.