Radikale: Regeringens forslag gør asylansøgere passive
Rød blok kritiserer regeringens 34 forslag. Det er 34 dybe hug til den danske selvforståelse, siger Uffe Elbæk


Regeringens 34 forslag til stramninger på asylområdet mødes med skarp kritik fra rød blok.

De Radikales leder, Morten Østergaard, frygter, at regeringen med sine 34 forslag smadrer fremtidig integration af asylansøgere.

- Min største anke mod det, regeringen har lagt frem, er, at det pacificerer asylansøgere. Det gør dem sværere at integrere, når de på et tidspunkt skal ud i kommunerne og bo, siger han.

- De skal spise i cafeterier i stedet for at lave mad selv. De må ikke arbejde, selvom de kan finde et arbejde på danske løn- og arbejdsvilkår.

Morten Østergaard mener, at regeringen har kastet sig ud i et nytteløst kapløb med nabolandene om at behandle asylansøgerne dårligst.

- Det er umådelig trist, at regeringen vil forringe vilkårene for de asylansøgere, der kommer hertil, og endda vil indkvartere dem i teltlejre, selvom Røde Kors siger, at det ikke er nødvendigt, siger han.

Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, synes ikke godt om et eneste af regeringens forslag.

- De nye forringelser er i mine øjne 34 dybe hug til den danske selvforståelse som et solidarisk, åbent og humanistisk samfund, siger Uffe Elbæk.

Ifølge Uffe Elbæk bærer regeringens forslag præg af, at regeringen ønsker færrest muligt asylansøgere.

- Jeg tror ikke, at den danske selvforståelse og identitet kan holde til, at vi bliver et land, som lukker os om sig selv og ser den anden vej, når mennesker på flugt beder om vores hjælp, siger han.

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, frygter også, at det skader integrationen at forlænge den midlertidige opholdsstatus fra et til tre år, hvor asylansøgere ikke kan få familiesammenføring.

- Løkkes svar på en af verdenshistoriens største flygtningekriser er åbenbart at splitte familier ad. For han vil nu gøre det sværere for børn og forældre at blive familiesammenført med hinanden.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, frygter, at asylansøgerne bliver sværere at integrere, hvis myndighederne starter med en uværdig behandling af dem, når de kommer til landet.

- Hvis vi starter med at tage al værdighed og selvstændighed fra de her mennesker, snupper deres arvestykker og beder dem om selv at betale for luftmadrassen, så risikerer vi at gøre os selv en kæmpe bjørnetjeneste, hvis de senere får asyl og skal integreres i Danmark, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.