De er ekstremt populære. De selvvalgte uddannelser til ledige.
Men beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) er ikke begejstret for, at ledige med lange og mellemlange uddannelser har ret til seks ugers uddannelse efter eget valg.
Allerede før det såkaldte Carsten Koch-udvalg er klar med sine anbefalinger, har Mette Frederiksen lagt op til, at kurserne skal forbeholdes ufaglærte og faglærte ledige.
Det ønske står hun ikke alene med. Flere af Folketingets partier har de populære kurser i kikkerten, når der senere i år skal forhandles reform af beskæftigelsessystemet.
"Alle muligheder er i spil - også i forhold til seks ugers selvvalgt uddannelse. Intet fremstår som en hellig ko. Jeg mener, det er oplagt at se på, om man kan justere det, så uddannelse fremover bliver brugt klogere," siger Nadeem Farooq, der er beskæftigelsesordfører for de Radikale.
Hellere velvalgt end selvvalgt
I dag bruger kommunerne omkring en halv milliard kroner årligt på ordningen, der giver ledige på dagpenge frit valg på alle hylder.
Fremover bør 'selvvalgt uddannelse' erstattes af 'velvalgt uddannelse', understreger Nadeem Farooq.
"Det er klart, at de kortest uddannede har mere gavn af det, og det må jo indgå i vores overvejelser. Og der er da en pointe i, at uddannelse ikke bare skal være noget, man smører tyndt ud over alle ledige," siger han.
Blandt oppositionen er der endnu mindre velvilje at spore over for de lediges selvvalgte priviligium.
Både Venstre og Dansk Folkeparti kræver retten til selvvalgt uddannelse skyllet ud med badevandet.
"Retten til seks ugers selvvalgt uddannelse skal afvikles. Behovet for uddannelse skal ikke styres af den ledige selv, men bør ske i dialog mellem jobcenter, erhvervsliv og den ledige," siger Venstres arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen.
DF: Spild af tid og penge
Dansk Folkeparti mener, at alt for meget uddannelse af ledige er spild af tid og penge.
"Det skal være slut med, at ledige bare kan vælge et eller andet kursus for at få tiden til at gå, og fordi de så ikke behøver at søge job i mellemtiden," siger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted.
Kun Enhedslisten holder hånden over de selvvalgte kurser. Her kritiserer arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl regeringspartierne for slinge-kurs, fordi de under den borgerlige regering kæmpede for at ophæve det såkaldte prisloft over seks ugers selvvalgt uddannelse, som dengang begrænsede adgang til dyre kurser.
"Det er en af de eneste rettigheder, som ledige har. Det er vigtigt, at vi holder fast i det, ellers får ledige endnu sværere ved at komme i job," siger han.
SF melder pas
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har i en kronik i Jyllands-Posten givet udtryk for, at især meget uddannelse til højtuddannede ledige ikke fører til job.
Derfor peger meget i retning af, at ressourcerne flyttes fra ledige med lange og mellemlange uddannelser til fordel for mere uddannelse til faglærte og ufaglærte.
SF har endnu ingen holdning til, hvor vidt de længst uddannede skal holde for i den kommende reform.
"Efter vores opfattelse er der brug for flere kurser til arbejdsløse, men hvordan systemet præcis skal skrues sammen, har vi ikke afgjort endnu," siger arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.