Radikale: Lad EU om at fordele asylansøgere
Forslag om at lade EU styre fordelingen af asylansøgere møder kritik fra både Socialdemokraterne og Venstre.
De Radikales udviklings- og menneskerettighedsordfører, Lone Loklindt (t.v.), vil lade EU bestemme, hvor mange flygtninge medlemsstaterne skal tage imod. Arkivfoto
De Radikales udviklings- og menneskerettighedsordfører, Lone Loklindt (t.v.), vil lade EU bestemme, hvor mange flygtninge medlemsstaterne skal tage imod. Arkivfoto Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Der er en ujævn fordeling af asylansøgere mellem EU's medlemslande, og det skaber et behov for, at EU sørger for en mere solidarisk fordeling end den i dag.

Sådan lyder budskabet fra De Radikales udviklings- og menneskerettighedsordfører, Lone Loklindt, ifølge netavisen Altinget.

- I dag står en række lande med meget store byrder uden at have evner eller kapacitet til at løfte opgaven. Det må vi kunne gøre på en mere fornuftig måde. Vores drøm er en mere solidarisk fordelingsnøgle og en fuldt integreret asylpolitik med EU, siger hun til Altinget og understreger, at det ikke er regeringens politik at arbejde for mere solidariske EU-asylregler.

Hun mener, at der i dag er lande, "som kører på frihjul" og ikke tager deres del af asylansøgerne.

Danmark har et EU-retsforbehold på området, men med det radikale forslag vil man helt skulle tilslutte sig EU's asylregler.

Regeringspartneren er dog afvisende over for De Radikales forslag.

- Vi ønsker ikke, at der er en risiko for, at vores asylregler slækkes. Vi har en stram asyllov, og det skal vi holde fast i. Derfor er jeg glad for, at regeringen fælles arbejder for ikke at skulle have fælles asylregler, siger Socialdemokraternes udlændinge- og integrationsordfører, Mette Reissmann, til Altinget.

De Radikale har ikke lagt sig fast på, hvordan en eventuel fordelingsnøgle i EU skal se ud, og om eksempelvis landenes bruttonationalprodukt skal være med til at afgøre, hvor mange asylansøgere de skal tage imod.

Venstre mener, at De Radikale "må have fået solstik", mens Enhedslisten og SF ser positivt på fælles regler inden for EU-systemet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.