Det er helt okay, at politikere fremover vil få mulighed for at vælge en 'førtidspensionering' fem år før øvrige danskeres folkepensionsalder.
Det siger De Radikales finansordfører, Martin Lidegaard, til Ekstra Bladet.
For jo længere politikerne venter med at få pensionen udbetalt, jo mindre bliver den reduceret, og det svarer til den pension, som danskerne selv sparer op, mener de radikale.
- MF'eres (folketingspolitikeres, red.) pension skal sammenlignes med en arbejdsmarkedspension, og den kan man jo også vælge at få udbetalt før sin folkepension, så man stopper med at arbejde før tid mod at få lidt mindre hvert år. Jeg synes faktisk det er fint sammenligneligt, skriver Martin Lidegaard i en sms til Ekstra Bladet.
Nye lovforslag
Medlemmer af Folketingets nye mulighed for at vælge en særlig førtidspension fremgår af nye lovforslag, som blev fremsat af et flertal i Folketinget 14. december sidste år.
"I forbindelse med at folketingspensionsalderen foreslås hævet til folkepensionsalderen, foreslås samtidig indført en bestemmelse om mulighed for førtidspensionering mod en livsvarig reduktion (førtidspensionsfradrag) i pensionen," står der i lovforslagene, som du kan finde her og her.
Sidste år afviste et flertal i Folketinget Vederlagskommissionens forslag om at "normalisere" politikernes pensioner. Samtidig med afvisningen lovede det samme flertal til gengæld, at politikernes pensionsalder fremover skulle følge folkepensionsalderen i stedet for efterlønsalderen, som det er i dag.
Og det bliver der netop lagt op til i det nye forslag, men man åbner altså i samme åndedrag også op for, at politikere alligevel kan trække sig tidligere tilbage.
Hvis politikerne benytter sig af muligheden for 'førtidspensionering' bliver deres folketingspension, som Martin Lidegaard også pointerer, reduceret livsvarigt med det såkaldte 'førtidspensionsfradrag'.
Det betyder, at hvis et medlem af Folketinget eksempelvis vælger at takke ja til førtidspensionering under 1 år, efter han eller hun har mulighed for det, vil reduktionen være på 17 procent. Mellem år 1 og 2 er fradraget 14 procent, og sådan fortsætter det nedad i en trappestigemodel.
"Kedeligt"
Formanden for Vederlagskommissionen, Michael Christiansen, er ifølge Ekstra Bladet skuffet over de nye lovforslag.
- Jeg havde gerne set en helhedsløsning, der omfattede alle elementer af aflønningen. Det man når frem til her, er ikke en helhedsløsning. Det synes jeg, er kedeligt, siger han til Ekstra Bladet.
Folketingsmedlemmer er berettiget til livslang pension, når de har været medlem af Folketinget i et år.
De to lovforslag er fremsat af finansminister Kristian Jensen (V), de to gruppeformænd Henrik Sass (S) og Søren Gade (V), Leif Mikkelsen (LA), Morten Østergaard (R) og Mette Abildgaard (K).