Radikale: Dagpenge-milliarder ikke spildt
De Radikale mener, at det har været helt nødvendigt at bruge 4,5 milliarder på ekstra dagpenge-tiltag.
Radikales arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq mener ikke, at dagpenge-milliarderne er spildt.
Radikales arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq mener ikke, at dagpenge-milliarderne er spildt. Foto: ANITA GRAVERSEN/POLFOTO


Det er mange penge, men de har ikke været spildt.

Sådan lyder det fra De Radikale, efter at en ny beregning fra Beskæftigelsesministeriet har vist, at regeringen har brugt over 4,5 milliarder kroner på de syv forskellige sær-tiltag på dagpengeområdet, der skulle afbøde effekterne af dagpengereformen.

Trods de mange initiativer - der spænder over alt fra akutpakker til kontante ydelser - har mere end 50.000 mennesker imidlertid mistet retten til dagpenge i løbet af de seneste to år, men det gør ikke, at pengene kunne være brugt bedre.

Det siger de Radikales arbejdsmarkedsordfører, Nadeem Farooq.

- Det er mange penge, vi har brugt, men det har også været nødvendigt. Reformen trådte i kraft meget abrupt, og der har været brug for de her tiltag under den økonomiske krise, siger han.

Spørgsmål: Har man ikke bare kastet gode penge efter dårlige?

- Den præmis anerkender jeg ikke. Der er omkring 15.000 mennesker, som i denne periode er kommet i arbejde, og endnu flere er sikret forsørgelse. Vi har valgt at bruge pengene på at hjælpe mennesker, der står i en svær situation, siger han.

Spørgsmål: Viser disse syv ændringer ikke, at der er for meget uro om dagpengesystemet?

- Jo, og der er behov for ændringer, der gør det mere stabilt og robust. Som det er i dag, er det unødigt kompliceret, så vi ser da også frem til at gøre det her mere stabilt og enkelt, så vi ikke hele tiden skal ændre i det, siger Nadeem Farooq.

Spørgsmål: Kunne det for eksempel være at kigge på genoptjeningsretten?

- Vi står fast på en genoptjeningsperiode på et år og en dagpengeperiode i to år. Det er vores holdning.

- Men det ligger jo også i rettesnoren for dagpengekommissionen, at hvis der opstår nogle kreative bud på, hvordan man kunne tilrettelægge tingene anderledes end i dag, så skal man samtidig se på, hvordan man kan stramme på andre områder, så det samlet set ikke koster på beskæftigelsen.

- Hvis man halverer genoptjenings-perioden, vil man skulle stramme et andet sted. Så teoretisk kan det jo godt lade sig gøre, men hvis du spørger til min holdning, så står vi fast på en to-årig dagpengeperiode og genoptjening på et år, siger Nadeem Farooq.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.