Radikal profil: Dildo-video lukker ikke munden på mig
Den radikale politiker Zenia Stampe svarer igen på Facebook, efter at være blevet hængt ud i seksuelle og hadefulde Youtube-videoer.
"Jeg fik AIDS af Zenia Stampe" og "Zenia Stampe knepper mig i røven med en strap-on-dildo" lyder ikke ligefrem som titler på potentielle biografhits eller Oscar-kandidater. Zenia Stampe (R) undrer sig da også over, hvad formålet med videoerne er.
"Jeg fik AIDS af Zenia Stampe" og "Zenia Stampe knepper mig i røven med en strap-on-dildo" lyder ikke ligefrem som titler på potentielle biografhits eller Oscar-kandidater. Zenia Stampe (R) undrer sig da også over, hvad formålet med videoerne er. Screendump, Facebook


Penis-grafitti, dildo-videoer og beskyldninger om at være en "kurder-pik".

Zenia Stampe, der genopstiller for De Radikale, undrer sig. I stedet for at kritisere hendes politik, har ukendte modstandere nemlig tegnet tissemænd på hendes valgplakater og lagt hadefulde videoer på Youtube.

- Helt ærligt. Hvad tror de, at de kan opnå? spørger hun ud på det sociale medie Facebook, hvor hun har valgt at dele chikanen offentligt.

Opslaget er blevet delt over 50 gange og har fået over 2.000 "synes godt om"-tilkendegivelser.

- Jeg tror, at den bedste måde at håndtere det på, er at udstille det, så folk kan se, at det ikke er cool at gøre den slags, men faktisk lidt latterligt, siger Zenia Stampe til Avisen.dk.

For få dage siden fik hun hug fra flere sider for at tage sin nyfødte søn med rundt i valgkampen.

Nu er det så videoklip med titler som "Zenia Stampe knepper mig i røven med en strap-on-dildo", hun må forholde sig til.

Hagekors og homohad

Zenia Stampe er det seneste eksempel på en politisk debat, der er blevet mere rå.

Det siger Jakob Linaa Jensen, der er forskningschef i sociale medier på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole: Han har også et bud på, hvilke politikere, der er mest udsatte for had og chikane.

- Generelt er det sådan, at jo mere højtråbende og kontroversiel, en politiker er, jo mere udsatte er de for at blive svinet til og latterliggjort. Især hvis man samtidig udtaler sig om symbolpolitiske emner som børn, kriminalitet og indvandring, siger han til Avisen.dk.

Han nævner hagekors på borgerlige politikeres valgplakater og hadefulde "bøsserøv"-beskeder til homoseksuelle politikere som andre eksempler.

Det overrasker ham ikke, at politikerne gerne udstiller hade-beskederne på de sociale medier.

- Det kan sagtens være en effektfuld strategi, for det udstiller modstanderne og kalder på sympati, siger Jakob Linaa Jensen.

Truer man også mænd med voldtægt?

Zenia Stampe selv siger, at hun efterhånden har vænnet sig til de ubehagelige beskeder - netop fordi hun udtaler sig om bestemte emner som udlændingepolitik og danskhed.

Til gengæld tror hun ikke, chikanen skyldes, at hun er kvinde.

- Hvis en mand kom med så markante udtalelser, ville han sikkert også få nogle trusler, men det ville måske være en anden type. Mænd bliver nok mere truet med vold end med voldtægt. Jeg tror, det seksuelle fylder mere, når det er en kvinde, siger hun.

- Men jeg tror, det i virkeligheden tit handler om, at de ikke bryder sig om mine holdninger, og så bare prøver at lede efter et eller andet argument for, at jeg skal holde mund.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.