Radikal præst frikendt for terroranklager
Jordansk domstol fandt, at der ikke var tilstrækkeligt med bevismateriale mod Abu Qatada i terrorsag.
Radikal præst har står ikke bag terrorplaner, lyder det fra en domstol i Jordan.
Radikal præst har står ikke bag terrorplaner, lyder det fra en domstol i Jordan. Foto: Raad Adayleh/AP


En domstol i Jordan frikendte onsdag en radikal muslimsk præst for anklager om terrorisme og beordrede ham løsladt, oplyser retskilder til Reuters.

Den palæstinensisk-fødte præst er fundet ikke-skyldig i anklager om at have planlagt angreb på turister i Jordan i forbindelse med markeringen af årtusindskiftet.

- Domstolen fandt, at der ikke var tilstrækkeligt med bevismateriale mod Abu Qatada, siger kilderne.

Abu Qatada blev engang betegnet som "Osama bin Ladens højre hånd i Europa" af en spansk dommer. Qatada blev sidste år deporteret til Jordan fra Storbritannien efter en 10 år lang juridisk strid.

Det britiske indenrigsministerium siger, at det er udelukket, at den palæstinensisk-fødte præst kan vende tilbage til Storbritannien.

Præsten har erklæret sig uskyldig i alle anklager mod ham, og sagerne mod ham er nu gået om ved en appeldomstol.

For år tilbage blev der fundet adskillige videobånd med hans hadefulde udfald mod den vestlige verden i en lejlighed i Hamburg, der husede tre af de terrorister, der deltog i terrorangrebet mod USA 11. september 2001.

Abu Qatada blev anholdt i 2002, efter at han havde opfordret til drab på jøder og rost angreb på amerikanere. Briternes forsøg på at få ham deporteret blev blandt andet udsat på grund af appeller til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Men sidste år blev Abu Qatada deporteret til Jordan, efter at Amman og London formelt anerkendte en traktat, som garanterer, at bevismateriale og udsagn, der er fremkommet ved tortur, ikke måtte bruges i retssagen mod ham.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.