Radikal miljøordfører: Naturpakken er for lille til at virke
Naturpakken fjerner kun ti procent af ekstra kvælstof i landbrugspakken, mener miljøordfører Ida Auken (R).
De Radikales miljøordfører, Ida Auken, står forrest, også i kritikken af Naturpakken, som de borgerlige partier er enige om. Det er en "meget lille pakke", mener Ida Auken.
De Radikales miljøordfører, Ida Auken, står forrest, også i kritikken af Naturpakken, som de borgerlige partier er enige om. Det er en "meget lille pakke", mener Ida Auken. Foto: Thomas Borberg/Polfoto


De Radikale er langt fra imponeret af Naturpakken, som de borgerlige partier er blevet enige om. Det er en "meget lille pakke", der kun fjerner ti procent af det ekstra kvælstof, som naturen forurenes med i landbrugspakken.

Det siger De Radikales miljøordfører, Ida Auken, som var SF's miljøminister i S-R-SF-regeringen, i en skriftlig kommentar. Selv om hun hæfter sig ved, at pakken rummer "udmærkede ting", er disse "meget små", mener hun.

- Og så skal vi også se på den del, der handler om kvælstof, som man prøver at rette op på fra landbrugspakken. Det de har fået ind her, er altså under ti procent af den ekstra forurening, der kom med landbrugspakken, som man nu vil fjerne igen, siger Ida Auken.

Det nytter meget lidt, fordi der er sket store skader på vand og natur fra landbrugspakken, mener hun.

Selv om hun støtter flere efterafgrøder, er de frivillige for landmænd. Danskerne kan ikke være sikre på, at efterafgrøderne beskytter grundvandet, mener Ida Auken.

- Jeg kan se, at De Konservative, i stedet for at lave noget seriøst med os, står og fejrer, at de har fået seks tons ekstra kvælstof i forhold til det, de bad om. Det svarer til, at én landmand holder op med at dyrke sin jord, siger De Radikales miljøordfører.

Hun hæfter sig ved, at regeringen har brugt meget små beløb til naturen, når man sammenligner med større beløb, som staten betaler landmænd for ikke at udlede så meget kvælstof.

- Jeg vil gerne opfordre danskerne til ikke at lade sig narre af, at det er blevet sat stort op, fordi det her er en meget lille pakke. Det er et plaster på et åbent benbrud, siger Ida Auken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.