Radikal miljøformand er tilfreds med skifer-beslutning
Miljøministeren vil gøre det til et statsligt anliggende, om der skal udvindes skifergas i Frederikshavn.
Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) har gjort den eventuelle udvinding af skifergas fra undergrunden til et statsligt anliggende.
Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) har gjort den eventuelle udvinding af skifergas fra undergrunden til et statsligt anliggende. Foto: Socialdemokraterne.dk/free


Det er kun rimeligt, at staten nu kommer Frederikshavn Kommune til undsætning i spørgsmålet om eftersøgningen af skifergas i den nordjyske undergrund.

Det mener formanden for Folketingets Miljøudvalg, Lone Loklindt (R), efter at miljøminister Kirsten Brosbøl (S) har meldt klart ud, at skifergasspørgsmålet nu er et nationalt anliggende.

- Det kræver ekstraordinær ekspertise, også baseret på udenlandske erfaringer, hvis de mange risici skal afdækkes, før det afgøres om det er miljømæssigt fuldt forsvarligt. Det kan en kommune ikke klare alene, siger Lone Loklindt i en pressemeddelelse.

Skifergas udvindes ved den kontroversielle metode frakturering, som er en proces, hvor en blanding af vand, sand og kemikalier sprøjtes ind i skiferlag tre-fire kilometer nede i jorden og flækker dem for at frigive naturgas.

I den nuværende skifergassag i Nordjylland har Frederikshavn Kommune været ansvarlig miljømyndighed for den indledende prøveboring, og kommunen ville normalt også have ansvaret for at give tilladelse til at bruge frakturering i undergrunden under markerne ved landsbyen Dybvad, som er næste skridt i efterforskningen. Det ændres nu med de nye regler.

- Kommunen skal inddrages og være med til at træffe de konkrete lokale afgørelser, men den kommende VVM-undersøgelse (vurdering af virkninger for miljøet, red.) i forbindelse med eventuel eftersøgning med frakturering skal være så tilbundsgående som overhovedet muligt - vi må ikke gamble med miljø og sundhed, siger Lone Loklindt.

I Frederikshavn Kommune er borgmesteren lettet over beslutningen.

- Dette er et åg, der lettes fra vores skuldre, siger borgmester Birgit S. Hansen (S) til Politiken.

Sagen har været besværlig både politisk og administrativt. Kommunen har allerede brugt over 1500 timer på skifergas i den tekniske forvaltning, og borgmesteren mener, at sagen skulle have ligget et andet sted lige fra starten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.