Radikal kreds imod regeringens aflytningsplan
Radikale i hovedstaden ønsker ingen overvågning af danskere uden retskendelse: Regeringen bryder retssikkerhed
Regeringens forslag om at give Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) lov til at aflytte danske statsborgere i udlandet uden forudgående dommerkendelse, vil give FE videre beføjelser end tjenestens amerikanske kolleger i NSA og GCHQ i Storbritannien.
Regeringens forslag om at give Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) lov til at aflytte danske statsborgere i udlandet uden forudgående dommerkendelse, vil give FE videre beføjelser end tjenestens amerikanske kolleger i NSA og GCHQ i Storbritannien. Foto: MIK ESKESTAD/POLFOTO


Det er ikke kun Enhedslisten og Liberal Alliance, der er modstandere af regeringens planer om at give Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) mulighed for at aflytte og overvåge danskere i udlandet uden retskendelse.

Der rejser sig også en stigende kritik hos regeringens bagland.

Onsdag kunne Politiken fortælle, at 39 ud af 162 radikale byrødder, regionsmedlemmer og foreningsformænd var "uenig" eller "helt uenig" i, at forslaget, der er en del af regeringens antiterrorpakke, er i tråd med partiets retsprincipper.

Og nu vender en hel radikal kreds sig så imod regeringen og De Radikales leder, indenrigs- og økonomiminister Morten Østergaards, planer.

Det er Hovedstadens Radikale, der sætter foden ned med følgende udtalelse:

- Hovedstadens Radikale Venstre ser regeringens forslag om at tildele FE kompetence til at aflytte og overvåge danskere i udlandet uden brug af dommerkendelse som et alvorligt brud på den danske tradition for retssikkerhed, skriver formand Bo Nissen Knudsen.

Kredsen mener, at regeringens forslag "giver FE mulighed for at agere som både udøvende og dømmende magt".

- Hovedstadens Radikale Venstre opfordrer derfor regeringen til at sikre, at lovgrundlaget for overvågning af danskere i udlandet vil indeholde et krav om retskendelse i form af godkendelse fra en dommer, skriver formand Bo Nissen Knudsen.

Ifølge kredsen skal retskendelsen sikre, at risikoen for, at uskyldige danske statsborgere overvåges uden retligt grundlag, minimeres.

De 12 forslag i regeringens antiterrorpakke blev fremlagt få dage efter, at en mand skød og dræbte to borgere i København, ligesom fem politifolk blev såret, inden han selv blev skudt og dræbt efter en længere menneskejagt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.