Radikal formand i afskedssalut: Vi sagde for meget
Partiet havde for travlt med at komme med økonomiske budskaber under valgkampen. Timingen var skæv.
De Radikales landsformand Klaus Frandsen stopper på posten ved næste landsmøde i partiet, siger han til Politiken.
De Radikales landsformand Klaus Frandsen stopper på posten ved næste landsmøde i partiet, siger han til Politiken. Foto: GREGERS TYCHO/POLFOTO


De Radikales landsformand, Klaus Frandsen, stopper på posten ved næste landsmøde i partiet, siger han mandag aften til Politiken.

Samtidig leverer han over for avisen sit bud på, hvorfor partiet gik så markant tilbage ved det netop overståede folketingsvalg, hvor under fem procent af vælgerne stemte radikalt.

- Tidligere har vi haft en udfordring med, at vi har talt for lidt ind i valgkampen. Denne gang havde vi rigtig, rigtig meget at sige, og vi gjorde nok også nogle af vores egne kandidater lidt forpustede, siger han til Politiken.

Klaus Frandsen, der som landsformand har spillet en organisatorisk rolle i partiet, men ikke sidder i Folketinget, mener, at partiet havde for meget, det skulle af med på for kort tid.

Samtidig er han kritisk over for sit eget partis sans for timing.

- Der er nogen, der mener, at det er lidt for tidligt at høre på de økonomiske reformer i forhold til, at vi nu har været gennem seks års finanskrise og så at skulle i gang med demografien lige med det samme, siger Klaus Frandsen til Politiken.

De Radikale er i valgkampens løb kommet med en del udspil på økonomisk politik, som har været forskellige fra den linje, regeringsmakkeren Socialdemokraterne har ønsket.

Blandt andet har De Radikale foreslået at lade boligbeskatningen følge løn- og prisudviklingen, at lette topskatten og hæve pensionsalderen samt beskære børnecheck til de rigeste familier for til gengæld at gøre det mere attraktivt for enlige forsørgere at arbejde.

Klaus Frandsen uddyber over for Politiken, at "analysen er, at vi ikke fik solgt de enkelte budskaber ordentligt igennem".

Han mener, at partiet manglede at få balanceret rollen mellem at være regeringsmedlem og samtidig føre valgkamp som selvstændigt parti med eget valggrundlag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.