Over 1.000 mennesker har i skrivende stund sat deres navn på en underskriftindsamling, som skal sendes afsted til direktøren for Djurs Sommerland.
Forlystelsesparken har de seneste dage fået masser af kritik - i særdeleshed på de sociale medier - fordi der i parken er forlystelser, som mange finder stærkt racistiske. Forlystelserne er at finde i tema-byen 'Afrika-land', hvor man kan prøve en tur i 'Kannibalgryden' og 'Hottentot-karusellen.'
- Det svarer lidt til, at man laver en ’jødepark’ med forlystelser, hvor man kan se jøder med lange næser i beskidt KZ-tøj, som de havde på i koncentrationslejrene. Det ville de fleste finde kritisabelt, siger Josef W. Nielsen til Ekstra Bladet.
Han er formand for organisationen African Empowerment Center Denmark, og han står sammen med ’Everyday Racism Project DK’ bag underskriftindsamlingen, som du kan se mere om her.
Administrerende direktør i Djurs Sommerland, Henrik B. Nielsen, har sagt til metroxpress, at man absolut ikke har haft til hensigt at støde nogle
- Vi beklager selvfølgelig. Det er ikke noget, vi har oplevet før. Men vi tager det til efterretning, og så kigger vi på det. Vi er her for at begejstre vores gæster og ikke for at støde nogen, har han sagt.
Debatten på Djurs Sommerlands Facebookside har været voldsom. Så voldsom, at parken har valgt helt at lukke ned for kommentarer.
"Vi har truffet et valg om, at diskussioner som disse og det sprogbrug, der i mange tilfælde er anvendt, ikke skal finde sted i dette forum. Det er derfor, vi sletter alle kommentarer relateret til disse diskussioner uanset indhold," skriver Djurs Sommerlands Facebook-team.
(artiklen fortsætter under updaten)
Josef W. Nielsen har selv afrikanske rødder. Han forklarer til Ekstra Bladet, at kritikken af forlystelserne især kommer, fordi der er en stor fare for, at det ødelægger selvbilledet for børn med anden etnisk baggrund.
- Der er en høj selvmordsrate, og den vil vi gøre alt for at få ned. Vi vil gerne beskytte børnene, som bliver bombarderet med billeder, der udstiller dem som dummere, grimmere og eksotiske.
Et uddrag af underskriftindsamlingen, der pt. har over 1.000 bidrag.