Rådmand: Ledelsen har svigtet i sele-sag
Det er ledelsen opgave på et plejehjem at sikre, at beboerne ikke bliver kvalt af en sele, siger rådmand.
Plejehjemmet Lollandshus hvor en ældre kvinde blev kvalt i fixbælte.
Plejehjemmet Lollandshus hvor en ældre kvinde blev kvalt i fixbælte. Foto: SCHÃoeTZE RENÃ%o/FOTOGRAF RENé SCHüTZE


En dement 85-årig kvinde blev 31. oktober kvalt i en sele på plejehjemmet Lollandshus, fordi ledelsen på plejehjemmet svigtede. Det var ikke et spørgsmål om for få ressourcer.

Det siger Thomas Krarup (K), der er ældre- og handicaprådmand i Aalborg Kommune. Han afviser dermed kritik fra Enhedslistens byrådsmedlem i Aalborg Per Clausen, der siger, at det tyder på, at problemet har været for få ressourcer om natten.

- Der er alle muligheder for, at den enkelte leder kan gå ind og prioritere enten at få vagt på 24 timer i døgnet ved sengegærdet eller at intensivere de tilsyn, der har været. Det er der mulighed for. Det er der ressourcer til. Det har man ikke prioriteret, siger Thomas Krarup til Ritzau.

Kommunen har fået lavet en ekstern undersøgelse af, hvad der skete, da den 85-årige kvinde døde. Af rapporten, som er lavet af tilsynsfirmaet Revas, fremgår det blandt andet, at plejehjemmet ikke havde fået forhåndsgodkendt brugen af sele.

- Det er et klart brud på vores instruktioner og af serviceloven. Der skal ske en forhåndsgodkendelse af brug af sele, med mindre det er akut. Og det var det ikke her, siger Thomas Krarup.

- Og det er derfor, vi nu forbyder selvstændige indkøb af seler på plejehjem. Det skal godkendes, siger han.

Dødsfaldet har betydet, at Aalborg Kommune har fyret to ledere fra plejehjemmet. Samtidig er der indgivet politianmeldelse fra det sygehus, hvor kvinden efterfølgende døde.

- Vi kigger vores retningslinjer igennem, og vi sætter ind med en uddannelsesindsats overfor medarbejdere og ledere. Det her må ikke ske. Men jeg tror ikke, vi får noget ud af at indgive endnu en politianmeldelse, siger rådmanden.

Det er lederen af Lollandshus, der tirsdag blev fritstillet, og en afskedigelsessag er indledt. I forlængelse heraf er plejeboligchefen ligeledes blevet fritstillet med henblik på afskedigelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.