Råd: Det offentlige kan ikke løse fattigdom alene
Medborgere og organisationer har også ansvar for at løse fattigdomsproblemer og ulighed, siger formand for Rådet for Socialt udsatte Jann Sjursen
Alle skal yde for at hjælpe familier ud af fattigdom.
Alle skal yde for at hjælpe familier ud af fattigdom. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix/Arkiv


Kirkens Korshær vil gennemføre en landsindsamling til fordel for fattige borgere.

Og det undrer ikke formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen.

- Det største problem er, at politikerne sætter kikkerten for det blinde øje, når de ser på fattigdomsproblemerne og den stigende ulighed, siger Jann Sjursen.

I slutningen af november vil hjælpeorganisationen samle penge ind til de danskere, der er blevet ramt på pengepungen af det nye kontanthjælpsloft.

Og det giver god mening, mener Jann Sjursen.

Medborgere og organisationer har også ansvar

- Det offentlige kan ikke alene løse alle problemer i kongeriget Danmark. Som medborgere og organisationer har vi også et ansvar over for hinanden.

- Man kan ikke forestille sig, at det alene er beslutninger truffet i Folketinget, der kan sikre, at mennesker har det godt og kan slippe ud af fattigdom, siger han.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, er enig i, at der er behov for støtte til økonomisk trængte mennesker.

Men hun bryder sig ikke om private indsamlinger, fordi de "undergraver velfærdssamfundets grundpille".

Skipper: Velfærd ses som fattighjælp

- Der er en tendens til, at velfærd i Danmark bliver set mere og mere som fattighjælp. En landsindsamling til fattige i Danmark er alt andet lige en del af den samme tendens, siger Pernille Skipper til Berlingske.

Det er Jann Sjursen ikke enig i.

- Vi bliver nødt til at se på Danmark som et helt samfund, hvor alle - organisationer, politikere og os selv som medborgere - skal yde. Ellers fralægger vi os alle sammen ansvaret for vores fælles liv, siger han.

Kirkens Korshærs landsindsamling foregår 27. november.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.