Råd bakker op om lillebrorstrategien
Regeringens "lillebrorstrategi" er fornuftig, men kunne også starte endnu tidligere, mener ekspert.
Manu Sareen (R) og resten af regeringen fremlægger i næste uge den såkaldte lillebrorstrategi, der har fokus på kriminalitet hos småbrødre.
Manu Sareen (R) og resten af regeringen fremlægger i næste uge den såkaldte lillebrorstrategi, der har fokus på kriminalitet hos småbrødre. Foto: DAVALI PHILIP/DAVALI PHILIP


Når en familie i forvejen har et barn med kriminelle tendenser, skal der sættes ind for at sikre, at de yngre børn ikke ender med samme plettede straffeattest.

Sådan lyder et af regeringens nye forebyggelses-initiativer, som det næsten er svært ikke at bakke op om.

Det gør Det Kriminalpræventive Råd da også, men indsatsen er som sådan ikke ny, lyder rådets kommentar til regeringens "lillebrorstrategi".

- Det er noget, man har fokus på i praksis. Lillebrødrene er i øget risiko for at ende i kriminalitet, fordi de har set, hvad storebrødrene har gjort. Og de er eventuelt præget af nogle af de samme problemer i familien.

- Så det er en kendt erfaring, siger Henriette Nobili Christiansen, projektleder i Det Kriminalpræventive Råd.

Som en del af regeringens kommende udspil, der skal bekæmpe ungdomskriminalitet, indgår et forslag, regeringen har døbt "lillebrorstrategien".

Det dækker over, at familier med børn i aldersgruppen 10-14 år, hvis ældre søskende er kendt af politiet og de sociale myndigheder, skal have hjælp til at holde de yngre søskende ude af kriminalitet.

De skal ske ved et tæt samarbejde mellem Socialforvaltningens familieindsats og de tidlige forebyggende indsatser i for eksempel skole og fritidsklubber.

- Det nye er, at man opfordrer alle til at gå ind systematisk og arbejde med det, siger Henriette Nobili Christiansen, der samtidig understreger, at nøglebegrebet er "tidlig indsats".

- Jo tidligere, jo bedre. Nogle af de mest lovende indsatser er de helt tidlige til børneforældre, sågar forældre til ufødte børn.

- Så der er ikke noget til hinder for, at det kunne give rigtig god mening at sætte ind med en familietilgang, når børnene er under 10 år, siger hun.

Regeringen ventes at fremlægge sit samlede udspil om ungdomskriminalitet i næste uge.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.