R: Mindre afgørende om man er landsforræder
Der skal sættes hårdt ind mod kalifat-krigere, mener Radikale. Men det er mindre afgørende om folk er landsforrædere.
De Radikale mener ikke, at det spiller en afgørende rolle, om folk er landsforrædere eller terrorister.
De Radikale mener ikke, at det spiller en afgørende rolle, om folk er landsforrædere eller terrorister. Foto: Uncredited/AP


De Radikale mener ikke, at det spiller en afgørende rolle, om folk, der drager til Syrien eller Irak for at kæmpe for et islamistisk kalifat, er landsforrædere eller eksempelvis terrorister.

Det fastslår partiets politiske ordfører, Camilla Hersom, efter at justitsminister Mette Frederiksen (S) onsdag har understreget, at hun mener, at "man begår landsforræderi", hvis man drager ud for at kæmpe for Islamisk Stat (IS).

- Det er absolut ikke radikal politik at tage med fløjlshandsker på mennesker, der er radikaliserede og som måtte finde på at kæmpe for Islamisk Stat.

- Men kernen i det her er jo, hvordan man retsforfølger dem, der måtte kæmpe for Islamisk Stat og dermed imod alt, hvad vi tror på og står for i Danmark, siger Camilla Hersom.

- Om man så er landsforræder eller terrorist, eller hvad man kalder det, det, synes jeg, er mindre afgørende, for man skal under alle omstændigheder gå hårdt til værks over for den slags mennesker, siger hun.

Straffelovrådet er på regeringens anbefaling i gang med at granske rækkevidden af de eksisterende paragraffer for at se på muligheden for at blive straffet for landsforræderi.

Det arbejde har justitsminister Mette Frederiksen (S) nu fremskyndet, ligesom hun også har sagt, at hun mener, IS-krigerne gør sig skyldige i landsforræderi.

Danmark har engageret sig i krigen mod Islamisk Stat - dog ikke i syrisk luftrum, men i nabolandet Irak, hvor danske piloter beskyder Islamisk Stats stillinger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.