R: Kun ret og rimeligt med ens pensionsalder for alle
Politikere skal ikke pensioneres før andre danskere, siger De Radikales finansordfører, Martin Lidegaard.
De Radikales finansordfører, Martin Lidegaard (R), finder det ret og rimeligt, at Folketinget retter i politikeres løn og pension.
De Radikales finansordfører, Martin Lidegaard (R), finder det ret og rimeligt, at Folketinget retter i politikeres løn og pension. Foto: /Free


Det er kun ret og rimeligt, at folketingspolitikere ikke kan gå på pension lang tid før andre danskere. Derfor skal deres pensionsalder følge folkepensionsalderen. Samtidig skal ministre ikke have dobbelt løn eller pensioneres efter kun få uger på posten.

Det siger De Radikales finansordfører, Martin Lidegaard.

- Selvfølgelig skal politikere have samme folkepensionsalder som alle andre danskere, siger Martin Lidegaard.

En ny aftale, der er indgået mandag, hæver politikeres og borgmestres løn.

Aftalen begrænser også dobbelt løn for to embeder.

- Nu har vi ryddet op i de uhensigtsmæssigheder, der har været. Jeg er glad for, at vi får samme pensionsalder for politikere som for alle andre mennesker, siger Martin Lidegaard.

Spørgsmål: - Er du bekymret over, at det vækker modvilje, at I hæver politikeres løn?

- Der skal på den ene side sættes ind over for urimeligheder i politikeres løn, på den anden side skal politikere ikke ende på et discountniveau, hvor vi ikke kan rekruttere dygtige folk, siger Martin Lidegaard.

Borgmestre får 30 procent højere løn, fordi byrådsmedlemmer allerede er hævet med den samme sats, påpeger han.

- Der er et kæmpe efterslæb. Både for folketingspolitikere og borgmestre, hvor det især skriger til himlen. Nu hiver vi noget af efterslæbet hjem, siger Martin Lidegaard.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.