Qvortrup tilbage som politisk kommentator
Han er sigtet i Se og Hør-sagen, men fra februar skal Henrik Qvortrup lave politiske analyser for Metroxpress.
Metroxpress og Mx.dk udvider sin politiske dækning betydeligt til februar, når mediehuset indleder samarbejde med Henrik Qvortrups bebudede politiske univers, 'DagensQ', skriver MediaWatch tirsdag. Der er tale om et mediepartnerskab, hvor Metroxpress køber indholdsflow af Henrik Qvortrup. 'DagensQ' bliver et separat site og et univers under Mx.dk. (Sofia Busk/POLFOTO)
Metroxpress og Mx.dk udvider sin politiske dækning betydeligt til februar, når mediehuset indleder samarbejde med Henrik Qvortrups bebudede politiske univers, 'DagensQ', skriver MediaWatch tirsdag. Der er tale om et mediepartnerskab, hvor Metroxpress køber indholdsflow af Henrik Qvortrup. 'DagensQ' bliver et separat site og et univers under Mx.dk. (Sofia Busk/POLFOTO) Foto: SOFIA BUSK/POLFOTO


Lidt mere end et halvt år efter, at Henrik Qvortrup forlod sin stilling som politisk kommentator på TV2 i kølvandet på Se og Hørs overvågningsskandale, har han annonceret sin tilbagevenden til medieverdenen.

Fra februar bliver den tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen og chefredaktør på Se og Hør politisk analytiker for Metroxpress, oplyser avisen.

Qvortrup skal dagligt levere analyser på både skrift og video om den aktuelle politiske dagsorden. Det skal gøres gennem hans eget site på mx.dk, der får titlen "DagensQ".

Henrik Qvortrup er stadig sigtet i Se og Hør-sagen for "uberettiget at have skaffet sig adgang til andres dataoplysninger" som daværende chefredaktør for ugebladet.

Det skulle angiveligt være sket i perioden 2002-2008, da Qvortrup var chefredaktør. Det var den såkaldte tys-tys-kilde hos Nets, der blev betalt for at levere betalingskort-oplysninger fra kendte og kongelige til bladet.

Metroxpress betegner tilgangen af Qvortrup som et scoop, men vil samtidig ikke garantere, at han kan fortsætte på avisen, hvis han skulle blive kendt skyldig i Se og Hør-sagen.

- Jeg er sikker på, at der er en masse, som vil have en holdning til det og sige, at vi er slemme, fordi vi kan finde på at samarbejde med Henrik Qvortrup. Det forudser jeg, at der er nogen, som vil sige. Men i min verden er han ikke skyldig, før han er dømt, siger chefredaktør Jonas Rathje til avisens hjemmeside.

- Skulle han en dag blive dømt for noget, så må vi jo se på det. Det gælder jo i princippet alle dem, vi har ansat eller samarbejder med. Men det er ikke tilfældet for Qvortrup endnu, siger chefredaktøren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.