Qvortrup: Det har jeg lært i junglen
Det blev realityfænomenet Gustav, der sendte den tidligere politiske kommentator Henrik Qvortrup ud af nyt tv-program.
Henrik Qvortrup tager en lærestreg med sig fra junglen.
Henrik Qvortrup tager en lærestreg med sig fra junglen. Foto: TV3/Jesper Skoubølling/


Med hvinende jubel og begejstring fejrede 24-årige Gustav Salinas, at det lykkedes ham at vinde over Henrik Qvortrup i en direkte duel i underholdningsprogrammet "Jeg er en celebrity - Få mig væk herfra".

De to deltagere skulle i kanoer ro ud under en række opstillede spande, lade spandene tømme deres indhold ud over dem alt imens de forsøgte at gribe de kongekroner, der lå gemt i vælling, fiskeaffald og andre ulækre væsker. Det lykkedes Gustav at samle 10 kongekroner, mens Henrik Qvortrup fik otte.

Og selvom konkurrencen og chancen for at vinde titlen som konge af junglen nu er ude af hænderne på den tidligere spindoktor og Se & Hør-chef, så har han alligevel overskud til at rose sin overmand.

- Jeg må sige, at den gode Gustav Salinas er en mand, man ikke skal undervurdere. Inden jeg tog herned, havde jeg nok indtrykket af Gustav som en hvinende, eksalteret, halvhysterisk homo, og det er han også, men han kan også noget andet. Han kan mobilisere nogle kræfter, som er ret imponerende, siger han.

Og det er især påmindelsen om ikke at dømme andre for hurtigt, som Henrik Qvortrup tager med sig fra dagene i junglen, som han har tilbragt med realitystjerner, sangerinder og tidligere sportsmænd.

- Jeg må bare sige, at blandt de mennesker, som jeg nu har tilbragt mange dage intenst sammen med, er der jo ingen af dem, som jeg ellers ville have tilbragt så meget som to timer med. Men Anni Fønsby er supersød, og Gustav er supersød, og det minder en om, at man ikke skal skue hunden på hårene siger han.

Det er derfor en glad Henrik Qvortrup, der forlader "Jeg er en celebrity - Få mig væk herfra", også selvom hans deltagelse har fået flere hjemme i Danmark til at rynke panden og hviske, at det kun var pengene, som i første omgang lokkede ham til Sydafrika.

- Jeg har været rigtig glad for at deltage, så til helvede med alle de åndsfyrster derhjemme, der mener at vide, hvad man kan og ikke kan. Jeg synes, det siger mere om dem, end det siger om så meget andet, siger Henrik Qvortrup, der heller ikke spekulerer i, om hans deltagelse har ændret offentlighedens syn på ham.

- Jeg håber, folk ser mig, som den jeg er. Men skulle der være et par stykker, der blev mindet om, at jeg ikke spiser børn til morgenmad, så er jeg glad for det, siger han.

Henrik Qvortrup blev den femte deltager til at forlade realityprogrammet. I alt er 12 danske kendisser sendt ind i den primitive lejr, hvor de skal kæmpe for mad og i sidste ende en kvart million kroner.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.