Quintana godkender indsats trods mislykkede angreb
Det lykkedes ikke Nairo Quintana at tage mere tid på Chris Froome lørdag, men han er alligevel tilfreds.
Nairo Quintana er stadig fortrøstningsfuld forud for Vueltaens sidste uge.
Nairo Quintana er stadig fortrøstningsfuld forud for Vueltaens sidste uge. Foto: Jose Jordan/AFP


Nairo Quintana (Movistar) forsøgte flere gange at udbygge sin føring i Vuelta a España ved at sætte Chris Froome (Sky) på lørdagens kongeetape.

Men det britiske watt-monster svarede igen hver gang, og de to rivaler kørte over målstregen samtidig.

Den vævre colombianer fører med 54 sekunder, men med en 37 kilometer enkeltstart på tredjesidste etape, som klart favoriserer Froome, er Quintana på jagt efter en større føring.

Trods de mislykkede forsøg lørdag er den førende rytter tilfreds. I en pressemeddelelse fra løbsarrangøren siger colombianeren:

- Jeg havde en plan om at tage tid på Chris (Froome, red.), og det var derfor, jeg blev ved med at angribe. Selv om det ikke var så effektivt, som jeg havde håbet, er jeg tilfreds, siger Quintana.

- Vi måtte jo også være opmærksomme på mulige kontraangreb fra Chris, så da jeg omvendt ikke tabte tid til ham, er det godkendt. Og benene er gode, forsikrer han.

Søndag byder på endnu en dag med mulighed for at vinde tid i bjergene, når tre bjerge skal forceres. Etapen slutter med en hård kategori-1-stigning.

De to Orica-Bikeexchange-ryttere Esteban Chaves og Simon Yates følger efter i klassementet godt to minutter efter Quintana som henholdsvis nummer tre og fire.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.