I januar var Qatar vært for håndbold-VM, og i de kommende år skal oliestaten være vært for en lang række internationale sportsbegivenheder.
For eksempel er Qatar vært for cykel-VM i 2016, og i 2022 kommer fodbold-VM til Qatar som det hidtil største i landet.
Men legen stopper ikke her, siger sheik Saoud bin Abdulrahman Al-Thani, der er generalsekretær i Qatars olympiske komité.
Sommer-OL er blandt andet et mål for Qatar, som bød på legene i 2016 og 2020 uden at få værtskabet.
- Efter fodbold-VM og efter et potentielt OL stopper vi ikke. Vi vil blive ved med at få store sportsbegivenheder til Qatar, fordi vi allerede har infrastrukturen og faciliteterne.
- Vi bliver kontaktet af internationale forbund, som ønsker, at vi skal være vært for deres VM. Det sker, fordi man har set, at Qatar holder, hvad vi lover.
- Når vi har sagt, at vi arrangerer et mesterskab på et niveau, så gør vi det, vi har lovet, siger sheik Saoud bin Abdulrahman Al-Thani til nyhedsbureauet AFP.
VM i atletik i 2019 finder sted i Qatar, mens der også arbejdes på at få et Formel 1-løb til landet.
Desuden fortæller sheik Saoud bin Abdulrahman Al-Thani, at Qatar godt kunne finde på at søge efter værtskabet for fodbold-VM igen.
/ritzau/