Pyyyha: 2014 slår alle varmerekorder på Jorden
To amerikanske institutioner siger, at de 10 varmeste år har indfundet sig siden 2000.
To store amerikanske regeringsinstitutioner advarer om den fortsatte globale opvarmning, der medfører afsmeltning fra polerne - her Sydpolen.
To store amerikanske regeringsinstitutioner advarer om den fortsatte globale opvarmning, der medfører afsmeltning fra polerne - her Sydpolen. Foto: Colourbox.dk/free


2014 er det varmeste år, der nogensinde er målt på Jorden, skriver det amerikanske rumagentur Nasa og den amerikanske administration for hav og atmosfære (NOAA) i en rapport.

Med undtagelse af 1998, så har de 10 varmeste år været siden 2000, konstaterer Nasa og NOAA på grundlag af analyser af overfladetemperaturer.

Siden 1880, hvor målingerne begyndte, er Jordens overfladetemperatur steget med 0,8 grader celsius, og det er en tendens, som primært skyldes øget udledninger af kuldioxid og andre gasser til jordens atmosfære, konstaterer Nasa.

Det viser, at den amerikanske regering må handle for at bekæmpe den globale opvarmning, hedder det i en erklæring fra Det Hvide Hus.

- Vi kan ikke vente med at gribe til handling, lyder kommentaren til rapporten fra Nasa og NOAA.

Ifølge de to institutioner var varmestigningerne spredt over hele kloden, også i det meste af Europa ned til Nordafrika.

Videnskabsfolk har advaret om, at det vil få alvorlige konsekvenser i dette århundrede, hvis temperaturen som ventet fortsætter med at stige. Tæt befolkede områder vil blive oversvømmet, når havet stiger, og ekstreme vejrfænomener vil blive mere almindelige og true afgrøder.

Senere i år vil der blive afholdt et klimatopmøde i Paris (COP21), hvor verdens lande vil gør et nyt forsøg på at indgå aftaler, der kan bremse den globale opvarmning.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.