Pytlicks afløser indtil sommer fundet
Heine Eriksen får ansvaret for det danske kvindelandshold i håndbold frem til 1. juni.
Jan Pytlicks midlertidige afløser er fundet.
Jan Pytlicks midlertidige afløser er fundet. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Dansk Håndbold Forbund har fundet en midlertidig løsning i forhold til, hvem der skal stå i spidsen for håndboldkvinderne efter bruddet med Jan Pytlick.

U17-landstræner Heine Eriksen har sagt ja til at lede holdet frem til 1. juni.

- Processen med at finde en ny træner for det danske kvindelandshold er virkelig godt i gang, og i forhold til det kortsigtede arbejde med holdet har vi fundet den optimale løsning ved at ansætte Heine Eriksen frem til 1. juni, siger sportschef Ulrik Wilbek.

Heine Eriksen får dermed ansvaret for at sætte holdet, der skal spille Golden League-stævne i Frankrig i marts måned.

Han har den fordel, at han i kraft af sit mangeårige virke som ungdomslandstræner tidligere har haft med de fleste af spillerne at gøre.

Eriksen fastslår dog over for DR Sporten, at han kun er vikar og ikke vil lægge billet ind på det ledige job. Han er meget glad for sit nuværende arbejde.

- Når du er ungdomstræner, handler 90 procent om at udvikle og 10 procent om at vinde kampene.

- Det er lige omvendt som landstræner, og mit hjerte banker for ungdomshåndbold og udvikling, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.